Menu

DK Company overtager aktiviteterne i CNS Group

DK Company overtager størstedelen af aktiviteterne i CNS Group men vil primært prioritere de to menswear-brands Solid og Tailored & Originals. Peter Mazur bliver direktør for de nye brands, som får base hos DK Company Vejle.

Foto: Tailored & Originals
Foto: Tailored & Originals

10. maj 2019

Natten igennem er der blevet forhandlet om fremtiden for aktiviteterne i CNS Group, som tirsdag begærede sig konkurs. DK Company har efter nattens forhandlinger indgået aftale med CNS Group om overtagelse af hovedparten af aktiviteterne i CNS Group. Overtagelsen sker med omgående virkning, oplyser DK Company i en pressemeddelelse.

”CNS Group er desværre i den situation, at de har mistet en stor, tysk kunde, hvilket resulterede i, at selskabet blev erklæret konkurs. Vi kender CNS Group som gode kolleger i branchen og har stor respekt for det, som de har bygget op. Vi er derfor glade for, at vi i denne situation kan gå ind og overtage aktiviteterne,” siger Group CEO i DK Company, Jens Poulsen. Han fortsætter:

”DK Company har længe haft et ønske om at styrke vores satsning inden for herresegmentet. P.t. arbejder vi med 17 damebrands og tre herrebrands; Matinique, Casual Friday og Blend, og vi ser overtagelsen af Solid og Tailored & Originals som en klar styrkelse inden for herresegmentet. Vi har stor respekt for de to brands, der er bredt funderet inden for wholesale og med egne butikker i Danmark og Norge. DK Company overtager hele CNS Group, hvor hovedfokus vil være på de to herremærker, der står for en omsætning på ca. 200 mio. kr. fordelt på wholesale og retail.”

DK Companys Vejle-division, under ledelse af Kasper Philipsen, bliver fremtidigt domicil for CNS Group. Peter Mazur fortsætter som direktør for Solid og Tailored & Originals, hvor ca. halvdelen af de 60 medarbejdere på CNS Groups hovedkontor er blevet tilbudt at få fremtidig arbejdsplads.

”Nattens forhandlinger viser, at DK Company kan reagere hurtigt. Vi er overbeviste om, at der i denne svære situation er fundet en god løsning for alle parter, og vi ser frem til at byde nye medarbejdere og kunder velkomne,” siger Jens Poulsen afslutningsvis.  

"