Menu

DK Company sælger to nyindkøbte brands

Kun en uge nåede de to brands Peppercorn og Desires at være på DK Companys hænder. De er netop blevet solgt til ejerne af Minus A/S.

Peppercorn er et af de to brands, som Minus A/S netop har overtaget. Det andet er Desires.
Peppercorn er et af de to brands, som Minus A/S netop har overtaget. Det andet er Desires.

23. maj 2019

DK Company var hurtige til at overtage aktiviteterne fra konkursramte CNS Group. Det betød, at DK Company overtog alle brands i Kolding-virksomheden, men allerede ved overtagelsen meddelte man, at DK Company ville prioritere de to herrebrands Solid og Tailored & Originals. Nu har DK Company så solgt de to womenswear brands Peppercorn og Desires til Minus A/S efter blot en uges ejerskab. 

”DK Company dækker allerede bredt i damesegmentet og de strategiske overvejelser i forbindelse med købet af CNS Group var overvejende med fokus på de to herrebrands, Solid og Tailored & Originals. Vi er glade for at kunne indgå en handel, hvor kunderne hos Peppercorn og Desires er sikret den fremtidige drift af brandsene, og at vi har sammen med de nye ejere formået at sikre leverance af alle indeværende ordrer,” siger koncerndirektør i DK Company Jens Poulsen.

Han glæder sig over, at processen har været så effektiv, da det kommer de to brands til gode:  

”I DK Company glæder vi os over, at det er lykkedes at få handlen hurtigt på plads, således den fremadrettede drift bliver mindst muligt påvirket. Vi er overbeviste om, at de nye ejere er et optimalt match og har den rigtige platform. Vi tror på en god fremtid for de to brands.”

Også ejerne af Minus A/S er glade for handlen.

”Vi ser et stort potentiale i at videreføre de to brands og de planer, der allerede var blevet søsat, inden de havnede i den triste situation, der lidt uforskyldt førte til konkursen for nylig,” lyder det fra Chalotte Kjær Bruun og Irena Riberholt Jørgensen i en pressemeddelelse.

De oplyser endvidere, at de glæder sig til at byde nye kollegaer velkommen i Ikast og til at få etableret de mange synergier, der åbenlyst ligger i at samle flere brands under samme tag. Det er ikke første gang Minus A/S er på opkøb. I foråret 2017 overtog de således Friendtex.
"