Covid-19 har gjort første halvår af 2020 særdeles stormomsust for de danske modevirksomheder, som nu mødes til Copenhagen Fashion Week. Noget man også har kunnet mærke i DM&T.
”Jeg har talt med stort set alle vores medlemsvirksomheder igennem de seneste måneder, og noget af det, der har slået mig er, hvor stor viljen til at komme igennem er i branchen. Alle har måttet tage svære valg, og det har været en hård periode. Men viljen til at komme igennem har været altoverskyggende,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i DM&T om den stemning, han har oplevet i coronakrisens første måneder.
En periode, der har påvirket branchen markant, men ikke i så negativ grad som først frygtet. I slutningen af marts viste en rundspørge blandt DM&T’s medlemmer, at branchen stod til at miste op mod 30 % af omsætningen i hele 2020. I DM&T’s seneste analyse lyder estimatet nu, at branchen står til at miste 10-15 % af sin omsætning, når året er gjort op. Det svarer til 4,5-7 mia. kr.
DM&T’s nye analyse, som udkommer i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, sætter fokus på en række områder, der har betydning for branchens udvikling. Dels har DM&T spurgt medlemmerne om det realiserede første halvår og deres forventninger til det kommende; dels dykker den ned i nøgletal for bl.a. eksport og detailhandlen i både ind- og udland.
Skal have vendt negativ eksport-tendens
Men selvom der har været bedring, er branchen fortsat under hårdt pres. Den hjemlige detailhandel er trods fremgang i maj og juni fortsat et stykke under 2019-niveau men ser ud til at have stabiliseret sig omkring indeks 100 i forhold til 2019 i løbet af sommeren. Der har også været fald i eksporten, som til og med juni er faldet 13 % sammenlagt. Der har været nedgang på branchens fem største eksportmarkeder, og DM&T holder et vågent øje med, hvordan udviklingen er på eksportmarkederne:
”Det bliver afgørende, hvordan udviklingen i eksporten tegner sig. Indtil videre har branchen tabt over to mia. kr. på eksportmarkederne, og den udvikling skal helst vendes i andet halvår. Samtidig frygter vi en anden bølge, som kan sætte samfundet i stå igen. Det vil betyde et nyt tilbageslag for de virksomheder, som har gjort alt i deres magt for at klare sig igennem krisen,” siger Thomas Klausen.
Han er også spændt på at se, hvad der sker, når de statslige hjælpepakker ophører. Her svarer 15 % af modevirksomhederne i DM&T’s medlemsundersøgelse, at de forventer alvorlige likviditetsproblemer. Særligt branchens små virksomheder er bekymrede.
Andet halvår af 2020 kommer også til at byde på flere afskedigelser, da 32 % af modevirksomhederne forventer at være nødt til at afskedige. Halvdelen af modevirksomhederne har allerede foretaget afskedigelser som følge af covid-19.
Tre fokusområder for genopretning
Thomas Klausen glæder sig dog over, at modebranchens virksomheder har været i stand til hurtigt at omstille sig til en ny virkelighed, noget der blandt andet kommer til udtryk i det nuværende modeugeformat og nye platforme til B2B-salg samt et øget fokus på e-handel. Modevirksomhederne, der har deltaget i DM&T’s medlemsundersøgelse, har i gennemsnit øget deres salg gennem digitale kanaler 18,5 % i forhold til det foregående halvår.
Netop et øget fokus på digitalisering er et af de elementer, DM&T fremhæver, når det handler om en genopretning af branchen. Det skal kobles med bæredygtighed og fortsat fokus på eksport.
”Branchen har erkendt, at den er sårbar, og at der er behov for at tænke anderledes. Derfor ser vi også, at krisen faktisk har været medvirkende til at accelerere virksomhedernes indsats inden for bæredygtighed og digitalisering, og det momentum skal vi fastholde og udbygge,” siger Thomas Klausen og fortsætter:
”Bæredygtighed er fuldstændig afgørende for at imødekomme de stigende krav fra forbrugere og lovgivere, ligesom vi som branche er nødt til at gøre op med den globale overproduktion af tøj. Digitaliseringen er blevet endnu mere nødvendig og kan samtidig understøtte den bæredygtige omstilling, og begge disse forhold vil øge de danske virksomheders attraktivitet på eksportmarkederne, så der er en klar sammenhæng mellem de tre forhold,” afslutter han.
DM&T følger udviklingen løbende og vil også sætte fokus på de andre dele af branchen i løbet af de kommende måneder.