Fra 31. januar til 3. februar er der ikke bare modeuge i København men også Verdensmålsuge, som er årets topmøde med fokus på FN’s 17 Verdensmål og udviklingen frem mod 2030. Desværre går udviklingen ikke hurtigt nok, og det er i det lys, at 2030-panelet, Global Compact Network Danmark, Altinget og Tænketanken Mandag Morgen er derfor gået sammen om at afholde Verdensmålsugen hvert år indtil 2030 for at øge fokus og sikre større engagement politikere, virksomheder, organisationer og civilsamfund.
Til dette års Verdensmålsuge deltager DM&T, repræsenteret ved CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck, i to debatter. Torsdag den 2. februar kl. 11 er Det Kongelige Akademi, Det Europæiske Miljøagentur (EEA) og DM&T arrangør af en debat under overskriften ’ Grønne løsninger til modebranchen kræver nye politiske rammer’. Her vil Else Skjold fra Det Kongelige Akademi, Lars Fogh Mortensen fra EEA og Marie Busck debattere branchens potentiale og behovet for politisk opbakning med det konservative Europa-Parlamentsmedlem Pernille Weiss og Socialdemokratiets ordfører for miljø og cirkulær økonomi Anne Paulin. Debatten finder sted i Fællessalen på Christiansborg.
Fredag den 3. februar kl. 9 deltager Marie Busck i debatten ’Menneskerettigheder – nøglen til at indfri Verdensmålene’, arrangeret af FN’s Global Compact Network Denmark. Sammen med Haldor Topsøe, LEGO og Grundfos sætter DM&T fokus på, hvordan man hver især arbejder med menneskerettigheder og er med til at sikre en positiv udvikling for menneskerettighederne på globalt plan. Det sker også i Fællessalen på Christiansborg
Marie Busck glæder sig til at deltage i Verdensmålsugen, og det er vigtigt, at branchen er repræsenteret, siger hun:
”At vi er med i dette forum, vidner om den størrelse og impact, branchen har, og Verdensmålsugen er for os en glimrende mulighed for at skabe politisk forståelse for den omstilling, branchen står midt i, og hvordan FN’s Verdensmål spiller sammen med omstillingen. For vi har som branche behov for politisk engagement, hvis det skal lykkes at skabe de nødvendige forandringer,” siger hun.
Verdensmålsugen sætter Danmarks nye Folketing og samfundets beslutningstagere stævne for at kaste lys på de handlinger, omstillinger og investeringer, der skal til for at bringe os tættere på Verdensmålene. Sandheden er nemlig, at der er behov for at få sat mere fart på den samlede danske verdensmålsindsats.
Alle har mulighed for at deltage enten fysisk eller online i disse arrangementer. Det er ganske gratis og kræver blot tilmelding via Verdensmålsugens hjemmeside, uanset om man deltager fysisk eller online.