Menu

Elise Gug får ny adm. direkør

Efter halvandet år med datteren på posten ansætter modevirksomheden Elise Gug en ny adm. direktør.

Fra FW18 kollektionen 'Wonderful Future'. Foto: Elise Gug
Fra FW18 kollektionen 'Wonderful Future'. Foto: Elise Gug

07. maj 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Allerede i midten af maj får modevirksomheden Elise Gug en ny adm. direktør. Det er forretningskvinden Elsebeth Bolvig, der side om side med bestyrelsesformand og medejer Ermudde Fønss kommer til at styre skuden fremover.

Hun overtager posten efter Elise Gugs datter, Emilie Gug, der ellers indtog stillingen som adm. direktør efter reetableringen af brandet i et nyt selskab tilbage i slutningen af 2016. Emilie Gug og Ermudde Fønss gik dengang sammen for at føre brandet videre, efter det tidligere selskab bag Elise Gug-brandet var gået konkurs.

Elsebeth Bolvig har gennem sin karriere haft erfaring med strategiudvikling, markedsføring og salg hos bl.a. IBM. Derudover har hun også brugt meget tid på at forstå menneskets sind. Hun er nemlig uddannet psyko- og traumeterapeut med klinisk erfaring.

”Elsebeths udpræget sociale kompetencer og gode kommunikative evner med alle typer mennesker på tværs af faggrupper og niveauer matcher med de kerneværdier, Elise Gugs design udtrykker,” siger Ermudde Fønss og fortsætter:

”Elsebeth har et professionelt rammeværk og får tingene gjort. Hun har en stor kreativ forståelse og bliver en rigtig god sparringspartner, der kommer til at formidle Elises flotte kvalitetsdesign til et større marked.”

Elsebeth tiltræder stillingen som adm. direktør den. 15 maj 2018. 
"