Da redaktørerne af Collins English Dictionary skulle kåre årets ord i 2022, faldt valget på ordet ”permacrisis”, permakrise på dansk. En sådan permakrise defineres som ”en udvidet periode med ustabilitet og usikkerhed”, og selvom vi er et godt stykke inde i 2023, må ordet i den grad siges stadig at have sin berettigelse i dag. Krig i Ukraine, galopperende inflation, energikrise, forbrugertillid et godt stykke under gulvbrædderne og renter med pil opad er nogle af de forhold, der har været med til at skabe en tilstand af permakrise, eller polykrise som bl.a. benyttes af professor Mette Vinther Larsen fra Aalborg Universitet.
Den globale verdensorden og økonomi har været lidt af et hovedbrud for mange i løbet af de seneste to år, og det understreges af renteudviklingen, hvor den Europæiske Centralbanks (ECB) styringsrente er gået fra 0,0 procent i juli 2022 til nu at have rundet 4,0 procent. Det er tiende gang indenfor lidt mere end et år, at ECB hæver renten, men ved seneste rentemøde, kunne ECB-chef Christine Lagarde meddele, at renten nu havde nået et tilpas højt niveau til at få inflationen under kontrol. Derfor er forventningen, at inflation kan kontrolleres, så den i 2024 ligger på 3,2 procent og 2,1 procent i 2025.
I Danmark er inflationen allerede faldet til et niveau tæt på de acceptable 2 procent, men i resten af Europa ligger inflationsniveauet fortsat noget højere; i august var det gennemsnitlige niveau 5,3 procent, og netop derfor hævede ECB altså renten igen, igen.
Svensk krone har ramt bunden, og investorer frygter amerikansk recession
Den ledende europæiske rente er langt fra det eneste, der afgør de forhold, danske mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder skal agere ud fra de kommende år. Verden er fortsat præget af usikkerhed. Der stilles netop nu store spørgsmål til Kinas økonomi, og hvordan det kommer til at præge de globale markeder. For mode-, tekstil- og livsstilsbranchen er eksporten afgørende, og derfor giver det panderynker, at Tyskland har tumlet med teknisk recession, den britiske økonomi står stille og i Sverige har økonomien også været under voldsomt pres flere kvartaler i træk, og den svenske krone ramte alletiders bundniveau mandag. 100 svenske kroner koster således kun 62 kroner.
På den anden side af Atlanten har økonomien vist sig ganske modstandsdygtig, og i USA virkede det som om recessionsspøgelset var forsvundet, trods den amerikanske centralbank FED’s aggressive pengepolitik. I sidste uge kunne man ikke desto mindre læse i Financial Times, at to af verdens største kapitalforvaltere i form af BlackRock og Amundi, nu advarer om, at en amerikansk recession er en reel mulighed. Og hvordan kommer næste års præsidentvalg til at sætte sit aftryk på verdensøkonomien?
Samtidig vurderer danske økonomer den amerikanske økonomi med langt mere optimistiske øjne, og man noterer sig, at vækstpotentialet er langt større i USA end i den europæiske økonomi. Så hvad skal man efterhånden tro? Og nu er dollarkursen ovenikøbet steget igen, efter ellers at være faldet 14 procent over de seneste ni måneder, og hvordan skal man forholde sig til kursudviklingen på den længere bane?
Spørgsmålene er mange, og usikkerheden stor. Som leder kan det være mere end svært at finde ud af, hvad der er op og ned i den globale økonomi, og det kan være en vanskelig opgave, at geare sin forretning uden de rette input. Heldigvis er der godt nyt. Deltager du i årets TOPMØDE, kan du nemlig få de gyldne input fra Henrik Drusebjerg, som ud over at være chef for nordisk investeringsstrategi i Quintet også er en af Danmarks dygtigste økonomiske formidlere. Henrik Drusebjerg er altid garant for knivskarpe analyser, kommunikation der er til at forstå og en formidling, der altid efterlader tilhørerne klogere og mere afklarede i forhold til morgendagens beslutninger.
Det er tredje gang, Henrik Drusebjerg står på scenen til Dansk Mode & Textil TOPMØDE, og hver gang har han været blandt de bedst bedømte talere. Derfor kan du godt begynde at glæde dig til 45 minutters tour de force udi verdensøkonomien.