EU-Kommissionen vedtager forenklede ESRS og ny frivillig standard
EU-Kommissionen har vedtaget de reviderede standarder for bæredygtighedsrapportering, ESRS, samt en ny frivillig standard for virksomheder uden for CSRD. De nye standarder kan anvendes for regnskabsåret 2026, men er endnu ikke formelt trådt i kraft.
EU-Kommissionen vedtog den 3. juli 2026 de reviderede European Sustainability Reporting Standards, ESRS. Samtidig vedtog Kommissionen en ny Voluntary Sustainability Reporting Standard, forkortet VS.
Vedtagelsen følger op på Omnibus I-aftalen, som DM&T beskrev i december 2025 . Aftalen indsnævrede, hvilke virksomheder der fremover bliver omfattet af Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), og introducerede et loft over de oplysninger, som rapporteringspligtige virksomheder kan anmode om fra mindre virksomheder i deres værdikæde.
Kort fortalt: Hvem bliver omfattet?
For regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller senere, vil CSRD som udgangspunkt gælde for alle virksomheder, der både har:
-
mere end 1.000 ansatte og
-
en nettoomsætning på mere end 450 mio. euro.
For koncerner vurderes grænserne på konsolideret niveau.
Den nye grænse betyder, at langt de fleste danske mode- og tekstilvirksomheder ikke bliver direkte rapporteringspligtige. De kan dog fortsat blive berørt gennem forespørgsler fra større kunder, banker og investorer.
Virksomheder, der allerede har rapporteret efter CSRD, men som ikke opfylder de nye grænser, blev i Danmark fritaget for at udarbejde bæredygtighedsrapportering allerede for regnskabsårene 2025 og 2026. Virksomheder, der fortsat opfylder begge de nye grænser, skal fortsat rapportere efter CSRD.
Hvad sker der med § 99 a?
I perioden, hvor CSRD-reglerne er blevet udskudt og ændret, har den hidtidige pligt til at udarbejde en redegørelse for samfundsansvar efter årsregnskabslovens § 99 a fortsat været relevant for virksomheder, som endnu ikke var omfattet af CSRD.
Det danske lovudkast lægger op til, at den hidtidige ”redegørelse for samfundsansvar” ophæves fra regnskabsåret 2026. § 99 a fortsætter imidlertid som den danske bestemmelse om lovpligtig bæredygtighedsrapportering for virksomheder omfattet af CSRD, hvor rapporteringen fremadrettet skal udarbejdes efter ESRS.
Det danske lovforslag, som skal gennemføre de nye CSRD-grænser, er endnu ikke vedtaget. Erhvervsstyrelsen sendte lovudkastet i offentlig høring den 2. juli 2026 med høringsfrist den 20. august 2026. Lovændringerne forventes som hovedregel at træde i kraft den 1. januar 2027.
De reviderede ESRS er kortere og mere fokuserede
De reviderede ESRS skal gøre den lovpligtige bæredygtighedsrapportering enklere og mere proportional. Ifølge EU-Kommissionen er antallet af obligatoriske datapunkter reduceret med mere end 60 procent, mens det samlede antal datapunkter er reduceret med mere end 70 procent. Standarderne er samtidig blevet kortere og tydeligere, og der er indført større fleksibilitet i centrale dele af rapporteringsarbejdet.
Den overordnede opbygning af ESRS bevares. Det gælder både de to tværgående standarder, ESRS 1 og ESRS 2, og de emnebaserede standarder om miljø, sociale forhold og virksomhedsledelse.
Forenklingen består ikke kun i færre datapunkter. De obligatoriske oplysningskrav er blevet reduceret og samlet tydeligere i standardernes hovedtekst, mens de frivillige “kan”-oplysninger er fjernet. Samtidig er anvendelseskravene blevet kortere og placeret tættere på de oplysningskrav, de vedrører.
De reviderede standarder giver også virksomhederne større fleksibilitet i præsentationen af rapporteringen. Virksomheden kan blandt andet indlede med et resumé af de vigtigste bæredygtighedsbudskaber og i visse tilfælde fravige standardernes foreskrevne struktur, hvis det forklares.
Væsentlighed får en endnu mere central rolle. Kravene til dobbelt væsentlighedsvurdering er forenklet, og virksomhederne kan anvende en mere overordnet, såkaldt top down-tilgang med udgangspunkt i strategi og forretningsmodel. Hvis det ikke herudfra er tydeligt, om en konkret påvirkning, risiko eller mulighed er væsentlig, skal den dog vurderes nærmere.
Der indføres desuden yderligere lempelser, blandt andet mulighed for i visse situationer at anvende rimelige og dokumenterbare oplysninger, der kan fremskaffes uden uforholdsmæssige omkostninger eller indsats. Samtidig er sammenhængen med andre anerkendte rapporteringsstandarder, blandt andet ISSB-, SASB- og GRI-standarderne, styrket.
Ny frivillig standard afløser VSME
Den nye frivillige standard, VS, bygger videre på den hidtidige VSME-standard. Den er målrettet virksomheder, som ikke bliver omfattet af CSRD, og indfører ikke i sig selv nogen rapporteringspligt.
VS skal fungere som en fælles og proportional ramme for virksomheder, der frivilligt ønsker at rapportere om bæredygtighed eller skal besvare ESG-forespørgsler fra for eksempel kunder, banker og investorer.
Standarden får samtidig en vigtig juridisk funktion som benchmark under det nye værdikædeloft. Det betyder som udgangspunkt, at en CSRD-omfattet virksomhed ikke kan kræve flere oplysninger fra beskyttede virksomheder i værdikæden, end den frivillige standard omfatter.
Værdikædeloftet gælder dog alene oplysninger, der efterspørges med henblik på CSRD-rapportering. Kunder kan fortsat efterspørge yderligere oplysninger til andre formål, eksempelvis leverandørstyring, risikovurdering eller opfyldelse af anden lovgivning.
Hvornår finder de nye ESRS anvendelse?
De reviderede ESRS bliver obligatoriske for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027. Virksomheder, der er omfattet af CSRD, kan ifølge Erhvervsstyrelsen anvende de reviderede ESRS allerede for regnskabsåret 2026. Den tidlige anvendelse er dog først mulig, når den delegerede retsakt formelt er trådt i kraft.
De delegerede retsakter er endnu ikke trådt formelt i kraft. De er sendt til kontrol hos Europa-Parlamentet og Ministerrådet, der som udgangspunkt har to måneder til at gøre indsigelse.
Hvis hverken Parlamentet eller Rådet gør indsigelse, bliver retsakterne offentliggjort i EU-Tidende og træder derefter i kraft. Parlamentet og Rådet kan forkaste retsakterne, men kan ikke ændre deres indhold. Indsigelser mod delegerede retsakter er sjældne.
DM&T anbefaler
Virksomheder, der fortsat forventer at være omfattet af CSRD, bør nu skabe overblik over, hvad de reviderede ESRS betyder for deres rapportering, herunder hvilke datapunkter og processer der kan forenkles. Samtidig bør de følge den resterende EU-proces og den danske implementering tæt.
Virksomheder uden for CSRD bør ikke nødvendigvis stoppe arbejdet med bæredygtighedsdata. Den nye VS kan være et relevant fælles udgangspunkt for frivillig rapportering og for besvarelse af forespørgsler fra kunder, banker og investorer.
DM&T anbefaler desuden, at virksomheder altid afklarer, hvorfor en kunde efterspørger bestemte oplysninger. Hvis oplysningerne skal bruges til kundens CSRD-rapportering, kan værdikædeloftet begrænse omfanget af anmodningen. Skyldes forespørgslen andre lovkrav eller kommercielle hensyn, kan kunden fortsat have behov for yderligere oplysninger.
Du finder de nye standarder her
Kommissionen har offentliggjort de reviderede ESRS her
De reviderede standarder er vedtaget af Kommissionen, men er endnu ikke formelt trådt i kraft. Først skal en kontrolperiode hos Europa-Parlamentet og Rådet afsluttes. Hvis ingen af institutionerne gør indsigelse, kan standarderne offentliggøres i EU-Tidende og træde formelt i kraft i Q4 2026.
Vil du vide mere?
Bliv medlem af DM&T i dag og få adgang til denne og mange andre artikler, ekspertrådgivning og meget mere.