Til efteråret har DM&T fornøjelsen af i samarbejde med toldeksperterne BDO at tilbyde dig en plads på vores 3-modulers kursus om told, som vi ved, fylder betragteligt hos branchen.
Kurset spænder over tre halve kursusdage til en medlemspris, vi godt vil garantere, at du ikke finder billigere andre steder: 3.000 kroner for alle tre moduler.
Samtidig er det et branchespecifikt toldkursus, der udelukkende kredser om mode-, tekstil- og livsstilsbranchen, hvilket International chef i DM&T, Michael Hillmose, er meget positiv omkring.
- Tekstilbranchen er den branche, som uden sammenligning betaler mest i told i Danmark. Told er en afgift som kan aflæses direkte på virksomhedernes bundlinje. Med dette kursus vil vi sikre, at din virksomhed kun betaler, hvad der er nødvendigt. Hverken mere eller mindre. For meget betalt told er unødvendig og for lidt betalt told kan give store problemer med myndigheder i form af bøder, efteropkrævning og kontrolbesøg. Begge dele skal vi undgå, og dette kursus er et godt sted til at lære, hvordan tolden skal håndteres, siger han.
Kurset er fysisk og bliver udbudt i både Herning og København, hvor du som deltager vil have gode muligheder for at sparre med dine branchekolleger og stille spørgsmål til eksperterne fra BDO.
- BDO har den nødvendige ekspertise i området til at sammensætte en kursusrække, hvor deltagerne for alvor kommer i dybden med de komplicerede toldemner, der påvirker deres hverdag og får tips til, hvordan de konkret skal arbejde med dem. De tre vigtigste områder inden for told er tarifering, oprindelse og toldværdi, og hvert emne får sin egen kursusdag, siger Rikke Mynster Johansen, advokat hos DM&T, der sammen med Michael Hillmose rådgiver medlemmerne om told i det daglige.
Hun vil også gerne fremhæve prisen på kurset som væsentlig.
- Som medlem af DM&T får du tre kursusdage for 3.000 kroner, hvilket er langt under den omkostning, det ville være at hyre en konsulent eller på anden vis købe undervisningen ”ude i byen”. Vi kan derfor med rette tale om en ekstraordinært god pris for DM&T-medlemmer, og vi håber at se en masse deltagere. Ikke-medlemmer er naturligvis også velkomne.
I Herning ligger kursusdagene på tre tirsdage i efteråret med start 12. september, mens de to næste kursusdage er placeret henholdsvis 3. og 24. oktober. Alle dage er fra kl. 9 -13.
I København er det om mandagen, vi dykker ned i toldemnerne. Vi begynder den 18. september og følger trop med 2. oktober og 23. oktober. I København begynder vi kl. 12 og slutter kl. 16 alle dage.