Menu

Fortsat fart på væksten i Kvadrat

Designvirksomheden Kvadrat har i 2017 øget omsætningen 14 %, men valutakurser og investeringer trækker indtjeningen lidt ned. Målet er at øge omsætningen til 1,8 mia. kr. i 2020.

Kvadrat har gennem årene samarbejdet med en række af verdens førende designere. Her har dansk-italienske GamFratesi designet Kavdrats stand på imm Cologne i januar 2018.
Kvadrat har gennem årene samarbejdet med en række af verdens førende designere. Her har dansk-italienske GamFratesi designet Kavdrats stand på imm Cologne i januar 2018.

10. april 2018

Kvadrat Holding A/S fortsætter væksten i 2017. Med en omsætning på 1,18 mia. kr. kan tekstilkoncernen notere sig en omsætningsstigning på 14 % i forhold til 2016, hvor man for første gang rundede milliardgrænsen. Men ambitionerne strækker sig længere, og Kvadrat sigter på en at øge omsætningen med 50 % frem mod 2020, således at den runder 1,8 mia. kr. Det skriver Finans.

Her kan man også læse, at Kvadrat vokser på alle markeder, ligesom de nye forretningsområder inden for akustikløsninger og indtræk til biler også bidrager positivt.

På bundlinjen realiserer Kvadrat et mindre tab, da resultatet før skat ligger på 100 mio. kr. mod 104 mio. kr. året forinden. Noget adm. direktør Anders Byriel tilskriver en uhensigtsmæssig kursudvikling på en række valutaer.

”Det har nok kostet 15-20 mio. kr. Samtidig har vi i årets løb foretaget en række store investeringer i bl.a. nye selskaber. Derfor er vi tilfredse med resultatet i 2017,” siger han til Finans.

Strategien lægger op til både organisk vækst og nye investeringer, og Kvadrat er i den sammenhæng opmærksomme på, om der opstår nye muligheder. Seneste udvidelse af porteføljen skete med købet af den tyske boligtekstilvirksomhed Sahco.

Derudover tæller koncernen også brands som Danskina, Kinnasand, Soft Cells, Unig, Kvadrat Interwoven, REally Cph og Kvadrat x Raf Simons.

Kvadrat er grundlagt i 1968 og er fortsat familieejet og ejerledet, da Mette Bendix og Anders Byriel står i spidsen for koncernen, præcis som deres respektive fædre gjorde tidligere.  

"