Menu

Fremtrædende profiler sætter bæredygtighed på TOPMØDE-agendaen

En minister, to progressive virksomheder og toneangivende organisationer udgør det hold, der skal sætte fokus på bæredygtighed, cirkularitet og ansvarlighed på årets TOPMØDE. Glæd dig til inspirerende indlæg og tankevækkende debat.

17. september 2021

Den bæredygtige omstilling af branchen er afgørende, og derfor har det naturligvis også en behørig plads på programmet til årets TOPMØDE. Vi angriber temaet fra flere forskellige vinkler, så du både bliver opdateret med den nyeste viden om omverdenens krav og inspiration til at gribe omstillingen strategisk an.

Branchen vil i de kommende år være genstand for endnu større politisk regulering både nationalt og på EU-plan, og derfor er vi glade for, at miljøminister Lea Wermelin giver sit og regeringens syn på branchens arbejde med at skabe en bæredygtig omstilling, og hvordan samspillet mellem politikere og virksomheder vil udvikle sig for at sikre denne. Som miljøminister er Lea Wermelin involveret i, hvordan cirkulære løsninger for tekstiler bliver implementeret på samfundsplan, og derfor er der en stærk kobling til branchens arbejde.  

På international er bæredygtighedsagendaen også i rivende udvikling, og der dukker hastigt nye initiativer op, som har effekt på den danske branches arbejde. Jonas Eder-Hansen, Public Affairs Director i Global Fashion Agenda, giver os en indføring i de vigtigste højdepunkter fra årets CFS+ og sætter spot på de internationale initiativer, der kommer til at påvirke branchen i den nære fremtid.

Vi slutter bæredygtighedssporet med en samtale mellem Sustainability Manager i BESTSELLER Dorte Rye Olsen, GANNI-grundlægger Nicolaj Reffstrup og DM&T’s CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck. De sætter fokus på, hvad der sker i den enkelte virksomhed og branchen som helhed, hvorfor strategisk forankring er afgørende og hvordan de ser på branchens fremtid.

Har du ikke sikret dig billet, er det ved at være på høje tid, da billetsalget lukker 6. oktober.

I næste uge løfter vi sløret for de talere, der vil gøre dig klogere på de teknologiske landvindinger, som kan hjælpe og udvikle branchen, ligesom de vil bringe dig ind i det strategiske maskinrum, hvor innovation bliver drivkraften for at fremtidssikre sine forretningsmodeller.
"