Menu
Error while rendering view [Main Navigation].

H&M's online-salg i hastig vækst

Den svenske modegigant H&M's e-handel er vokset hastigt . Således omsætter koncernen for SEK 29 mia. på nettet. I det samlede billede er det moderbrandet H&M, der fylder mest, men de nye brands i porteføljen er i vækst og tegner sig for 7 % af den samlede omsætning.

H&M's Conscious Exclusive kollektion inkluderer denne sæson blandt andet materialet ECONYL®, som er fremstillet af 100 % regenerede fibre fra fiskenet og nylonaffald.
H&M's Conscious Exclusive kollektion inkluderer denne sæson blandt andet materialet ECONYL®, som er fremstillet af 100 % regenerede fibre fra fiskenet og nylonaffald.

14. februar 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

H&M Group har i dag afholdt deres såkaldte Capital Markets Day, og i den anledning har modemastodonten offentliggjort nye tal. Her finder man flere spændende pointer.

Således kan H&M offentliggøre, at 12,5 % af regnskabsåret 2016/17’s omsætning, som lå på SEK 231,8 mia. , blev hentet via online-salg. Dermed omsætter H&M nu for SEK 29 mia. online og fortsætter med at øge salget i denne kanal. Det er samtidig en kanal, der bidrager med en stor del af H&M’s indtjening, da 22 % af koncernens driftsresultat stammer fra online-salg, hvorfor de senere års intensivering på denne front ser ud til at give pote. H&M fortsætter den digitale oprustning, og i 2016/17 udgjorde investeringer i digitalisering 45 % af de samlede investeringer på koncernniveau.

H&M har i løbet af de seneste ti år udvidet brand-porteføljen markant. Det er sket gennem tilkøb af Monki og Weekday og med lanceringen af COS, & Other Stories og senest Arket. H&M Group beretter, at denne samling af brands bidrager med 7 % af omsætningen i det forgangne regnskabsår.

2018 skudt i gang med markante rabatter og indtjeningstab

Trods vækst i det forgangne år, ser H&M store udfordringer for 2018. Det forventes, at salget i sammenlignelige butikker fortsat vil udvikle sig negativt, men at der dog vil ske en bedring i løbet af året. Ligeledes gik H&M ind i 2018 med store lagerbeholdninger fra fjerde kvartal 2017, ligesom produktporteføljen har været i ubalance,  og disse faktorer medfører indtjeningstab som følge af store rabatter.

I løbet af 2018 forventer H&M Group at onlinehandlen fortsætter sin vækst. Koncernen forventer, at online-væksten ligger på minimum 25 %, hvilken en entré på kinesiske Tmall i marts også skal bidrage til. De samme vækstrater forventes for de nye brands i indeværende år. Sammenlagt vurderer koncernen, at der er basis for et forbedret resultat i indeværende regnskabsår.

Internetsalget stiger hastigt frem mod 2022

H&M kigger dog også længere frem end til indeværende år. I perioden 2019-2022 er der ekstremt stort fokus på den fortsatte transition af retailmarkedet. H&M forventer således, at en større del af salget flytter til internettet, og dette bevirker også, at koncernen forventer en vækst på omkring 20 % om året i online-kanalen. Dermed skal online-salget ramme SEK 75 mia. i 2022.

De nye brands forventes at bidrage med 25 % om året, hvilket betyder en omsætning på SEK 50 mia. i 2022. I løbet af 2018 lancerer H&M det nye koncept Afound, som bliver en markedsplads, hvor de vil sælge varer fra tidligere sæsoner. Det bliver ikke kun H&M’s egne brands, man vil kunne finde i Afound, da H&M også vil inkludere eksterne mode- og livsstilsbrands. Derudover forventer H&M at lancere endnu et nyt koncept inden 2022, men dette foreligger der på nuværende tidspunkt ikke yderligere informationer om.

"