Menu

H&M vil reducere forbruget af poser

For fremtiden koster poser penge i H&M’s butikker. H&M sender overskuddet videre til WWF Verdensnaturfonden, der skal genskabe livet i de danske have.

H&M indfører betaling på poser i alle danske butikker. Dermed fortsætter H&M med at lancere bæredygtige initiativer, som blandt andet også tæller Conscious Collection.
H&M indfører betaling på poser i alle danske butikker. Dermed fortsætter H&M med at lancere bæredygtige initiativer, som blandt andet også tæller Conscious Collection.

02. oktober 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Pay it BAG. Sådan lyder budskabet i alle danske H&M-butikker fra 1. oktober, hvor de indfører betaling på alle poser. H&M vil have deres kunder til at overveje, om de rent faktisk har brug for den pose, de er vant til at få lagt deres tøj ned i, når de shopper i H&M.

 

Betalingen på poser er startskuddet til et længerevarende partnerskab i Danmark mellem H&M og WWF Verdensnaturfonden. Formålet er at beskytte det danske hav og naturen, som i dag lider under blandt andet affaldsforurening og overfiskeri.

 

Alene på den jyske vestkyst bliver der samlet 1.000 tons affald op om året, og en dansker producerer omkring 610 kilo affald per person om året. Derfor skal antallet af poser ned - og det skal betalingen hjælpe med.

 

Vi er rigtig stolte af dette initiativ, der ligesom på mange andre områder inden for bæredygtighed er et initiativ, hvor vi som virksomhed i samspil med vores kunder arbejder for at skabe positive forandringer. Vi er overbeviste om, at vores kunder vil tage rigtig godt imod dette initiativ og bakke op omkring det, og så er det et add on til dem, der har brug for en pose, at overskuddet går til et godt formål, der står alle danskere nært”, siger Mia Møgelgaard, Sustainability Manager H&M DK.

 

Poserne koster fremover 1,2 eller 3 kroner, og modellen findes allerede i UK, Tyskland og Sverige. Her oplyser H&M, at det har kunnet lade sig gøre at reducere forbruget af poser med 40-60%.

 

Kommer sømrokker og hajer til gode

WWF og H&M starter nu det omfattende arbejde, der forhåbentligt skal ende ud i, at hjemmehørende sømrokker og hajer bliver udsat i havet omkring os. Rokker og hajer, der ellers er i fare for at forsvinde, hvis vi ikke tager hånd om problemet.

 

Rokkerne og hajerne har svømmet i havet lige siden dinosaurerne havde deres gang på jorden, og WWF er bekymrede for, at vi alene over et par menneskegenerationer ser ud til at kunne gøre en ende på deres liv.

 

"Der er ingen tvivl om, at vores natur herhjemme - og i særdeleshed havet omkring os, trænger til en gevaldig håndsrækning. Tænk, at vi er ved at udrydde rokke- og hajarter herhjemme, som har svømmet rundt i vores hav lang tid før menneskets atomer havde fundet hinanden. Sammen med H&M vil vi fascinere danskerne - og give dem en helt ny forståelse for, hvorfor vores danske hav er unikt og vigtigt at bevare", siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

 

Ud over at skabe liv i det danske hav vil de to parter engagere både H&M's kunder og resten af danskerne i at beskytte havet og det vilde dyreliv. De to parter vil inden længe løfte sløret for, hvordan det konkret kommer til at udmønte sig. 

"