Menu

hummel fyrer direktør

Alvorlige uregelmæssigheder i tyrkisk datterselskab har fået bestyrelsesformand Christian Stadil til at fyre den mangeårige CEO Søren Schriver.

09. februar 2017

Her til aften har hummel udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at direktøren i hummel gennem godt 20 år, Søren Schriver, er blevet fyret.

Det sker efter, at det er kommet frem, at der er blevet afsløret ”alvorlige uregelmæssigheder” i hummels tyrkiske datterselskab.

- For to dage siden modtog jeg dokumentation for, at der i vores tyrkiske selskab er foretaget dispositioner, som ikke alene er groft illoyale, men som samtidig er i klar modstrid med selskabets interesser, siger Christian Stadil. Han ønsker ikke at uddybe sagen, før hummels advokater i både Tyrkiet og Danmark har gennemgået sagens forhold.

Christian Stadil udtaler, at han er både chokeret og ked af det efter 20 års samarbejde med Søren Schriver.

- Det, der har fundet sted bag vores ryg, giver mig i sagens natur ikke noget valg - ansættelsesforholdet må selv sagt bringes til ophør øjeblikkeligt, og det er det blevet, forklarer Christian Stadil.

hummel oplyser, at de er påbegyndt arbejdet med at finde en ny CEO.

Kilde: Ritzau 
"