Menu

Hvem bliver modens svar på Spotify?

Med flere tilbud og services samt et fokus på hastighed og en bekvem shoppeoplevelse arbejder Zalando på, at blive modebranchens svar på Spotify. Længere mod øst er billedet anderledes. Alibaba er i Kina både shopping-platform, socialt medie, rejsearrangør mm.

Foto: Zalando
Foto: Zalando

15. oktober 2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk

Forbrugere der får leveret pakker på farten, nemmere returnering, og brands der kan opbevare sine pakker på Zalandos lager er bare nogle af de services, webshoppen er ved at lancere.

Kenneth Melchior, Nordic Cluster Head i Zalando, lagde vejen forbi Dansk Mode & Textils TOPMØDE 2017 og fortalte, hvad de havde i tankerne, til den dag digitaliseringen og disruption for alvor rammer modebranchen. For en uundgåelig udvikling er på vej, og når man skal forberede sig på det ukendte, er det relevant at se til andre brancher. Zalando lader sig inspirere af musikbranchen, som er gået gennem en markant udvikling, siden vi stod og vendte LP’er. Her vurderer Kenneth, at Spotify er en revolutionerende spiller.

”Den kender min musiksmag bedre, end jeg selv gør. Den ved, at hvis det er fredag aften, har jeg lyst til noget andet, end jeg har søndag morgen, eller hvis det regner eller solen skinner. Det er nemt og indpakket som en let snack, sådan at musik bare er en leg. Det samme kan man forestille sig vil ske inden for mode. Og hvis det er tilfældet, hvem skal så være modens svar på Spotify?”

Det vil Zalando være, og det betyder, at de skal kunne meget mere end blot at være en webshop. 

Social shopping i Kina

På topmødet fik deltagerne samtidig et indblik i, hvordan Alibaba har formået at skabe en shoppingplatform, der handler om meget mere end shopping for de kinesiske forbrugere. Alibaba er en stor kinesisk e-commerce virksomhed, der tilbyder C2C, B2C og B2B på tværs af flere forskellige webportaler, og som har sat sig på 80% af alt salg inden for mode på det kinesiske marked.

De har om nogen formået at skabe en forretning med utallige services såsom online markedspladser, betalingsservices, filmselskaber, rejseselskaber og så videre. Særligt har de fokuseret på at bygge sociale medieplatforme op, hvor shoppere kan interagere. Kinesere er nemlig super sociale i deres tilgang til shopping og bruger derfor masser af tid i Alibabas universer. 

”I Vesten går man i seng og står op med Facebook, i Kina er det Taobao og Tmall”, fortæller Mei Chen, International Business Development i Alibaba, om en af webportalens apps.

Derfor tilbyder de også forbrugerne shoppingfestivaler og modeshows, der varer i otte timer. Se et eksempel nedenfor (artiklen fortsætter efter videoen). 



Der er lidt mere fart over feltet i Vesten, hvor folk suser fra det ene 15-minutters show til det andet. Mei Chen påpeger også, at europæerne bruger meget kort tid på et shoppingsite – 5 minutter, hvor kineserne til sammenligning bruger omkring en halv time.

Hurtig og bekvem shopping i Europa
Zalando ser i høj grad et behov for hastighed i Europa og satser på at dække det behov samtidig med at gøre online-shopping-oplevelsen endnu mere bekvem.

I Stockholm tester Zalando i øjeblikket et nyt returneringssystem, hvor forbrugerne kan fortælle, hvor de vil befinde sig den næste time, og så vil PostNord komme ud og afhente pakken hos dem kvit og frit.

Derudover er der også sat fokus på en nemmere og hurtigere levering. Med et nyt nordisk varehus i Sverige kan Zalando nu halvere leveringstiden i Norden. De er samtidig ved at teste en endnu mere bekvem leveringsform i Belgien. Her tracker Zalando nemlig forbrugerne over mobilen, og leverer pakker til dem, mens de er på farten.

De nye services begrænser sig dog ikke kun til forbrugerne. Zalando lancerede et ‘Partner Program’ for brands i 2015. Programmet går ud på, at brands lagre bliver direkte koblet til Zalandos webshop. På den måde kan Zalando stadig sælge en bestemt beklædningsdel, selvom det bliver udsolgt fra Zalandos eget lager. 

”Hvis en forbruger går ind og søger på en Adidas sko, og Zalando ikke har købt den, så kan forbrugeren stadig finde den på sitet. Så står der, at den vil blive sendt via vores partner Adidas, og så kommer skoene direkte fra Adias lager i Tyskland. Med samme principper - fri retur i 100 dage.”

Sidste år fik denne løsning endnu en opgradering med lanceringen af ’Zalando Fulfillment Solutions’. Det nye program tilbyder brands at opbevare deres varer på Zalandos lager. Det vil sige, at Zalando ikke nødvendigvis har købt brandets varer wholesale, men opbevarer dem. På den måde kan Zalando hurtigere sende varer fra sit lager, både dem Zalando selv har købt, men også dem de ikke har, og brands kan nyde godt af Zalandos logistik samt forståelse for diverse markeder. 

”Hvis man er et stort brand i Norden og godt kunne tænke sig at komme ind på det italienske marked, og laver en webshop, så skal man have den oversat til italiensk, man skal have italiensk kundeservice, man skal have logistik, man skal lige forstå, hvordan markedet dernede fungerer.”

"