Menu

”Hvis fast fashion er definitionen på mode, så er vi bestemt ikke et modebrand. Og skal man så være på en modemesse?”

Deltagelsen på sæsonens modemesser blev fravalgt af mange brands, men det betød ikke nødvendigvis, at de danske brands ikke inviterede folk indenfor. DM&T tog til Refshaleøen for at tale med by basics om, hvorfor de gik egne veje under modeugen

by basics havde under augustudgaven af modeugen valgt at invitere inden for i vante omgivelser fremfor på CIFF eller Revolver. Hvorfor?
by basics havde under augustudgaven af modeugen valgt at invitere inden for i vante omgivelser fremfor på CIFF eller Revolver. Hvorfor?

01. september 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Cyklisterne vælter kaotisk forbi i sommerheden på Refshaleøens Krudtløbsvej, men man skal bare hen over dørtærsklen til nummer 12 på førnævnte vej, før en hel anden ro sænker sig.

Det er i den ro, tøjmærket by basics har valgt at henlægge alle sine aktiviteter under sæsonens modeuge.

På bagsiden af bygningen, der huser designWERCK hænger en gynge og tilbyder sin udsigt til Minebådsgraven, hvis sagte vuggen står i nærmest skærende kontrast til det, mange forbinder med en normal modeuge.

Nogen normal modeuge er det dog ikke. Langt fra. Det er sådan set også årsagen til, at tøjbrandet by basics under denne sæsons modeuge er at finde blandt designermøbler, bløde tæpper og øl fra et lokalt mikrobryggeri stiftet af mennesker, der ”for de flestes vedkommende er i periferien i forhold til at passe ind på det almindelige arbejdsmarked”, som Gitte Borup udtrykker det.

Egentlig er hun ansvarlig for marketing og web hos by basics, men indtrykket af, at hun står for en del mere end det, rodfæster sig hurtigt. Men hvorfor slog et brand som by basics rod netop her, når messehallerne i Ørestaden sagtens kunne rumme dem og resten af branchen til sæsonens CIFF – ganske som den plejer?

- Vi vidste ikke, om der blev en messe, og vi havde brug for et sted, vi kunne mødes med forhandlere og leverandører, hvilket betyder meget for os. Nu endte CIFF alligevel med at blive til noget, men vi kunne ikke vente på, at beslutningen blev truffet, og så havde vi allerede dette lokale til rådighed. Så vi tænkte, at denne sæson, med alt in mente, måske var et godt tidspunkt at prøve noget nyt, lyder det fra Gitte Borup, der gerne viser rundt i det store, åbne lokale, hvor by basics-produkterne svajer i vinden fra trækket, der er bydende nødvendigt i hedebølgen over den københavnske modeuge. 

Ikke et fravalg af messerne – men en øjenåbner

For Gitte Borup og kollegerne var det vigtigt, at få styr på lokalet, men det var faktisk ikke et decideret fravalg af CIFF, hvor by basics tidligere har været at finde under modeugen. Omvendt kan de sagtens se, at de får noget andet ud af lokationen, der, i hvert fald psykisk, er langt fra Bella Centret.

- Havde det ikke været for coronavirus, havde vi også været på CIFF. Nu er vi endt her, hvor vi ikke har skulle smide penge i det, da vi i forvejen har permanent udstilling hos designWERCK. Omvendt kan vi også se en masse synergier i at være her, hvor de andre brands passer til vores stil, vores temperament og vores måde at agere som firma. Det skaber spændende dynamik at samarbejde på tværs af forskellige kreative design brancher siger Gitte Borup. 

Er I overhovedet et modebrand, når I vælger denne placering fremfor CIFF eller Revolver, og samtidig skeler mere til livsstilsbrands, I gerne vil placere jer sammen med?

Gitte Borup smågriner, inden hun svarer.

- Godt spørgsmål. Hvis ”fast fashion” er definitionen på mode, så er vi langt fra et modebrand. Det er meget langt fra den måde, vi ser os selv på som virksomhed. Vi synes, at det, vi laver, er moderne, men det tror vi også på, at det er om fem år. Vores styles skifter ikke konstant, vi arbejder ikke med sæsoner og har intet minimum på antal styk, du som forhandler skal tage.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udseendet på by basics' tilholdssted var markant anderledes end på messerne. Brandet udelukker dog ikke at vende tilbage til messerne i fremtiden
Udseendet på by basics' tilholdssted var markant anderledes end på messerne. Brandet udelukker dog ikke at vende tilbage til messerne i fremtiden

Anne Dorte Thøger bryder ind.

- Som brand spænder vi bredt. Vi sælger til både high end-butikker og til en garnbutik i Vestjylland – de samme produkter. På den måde anser vi ikke os selv som et decideret modebrand. Vi har ikke samme fremgangsmåde som de brands, der har 4 – 8 årlige kollektioner. Vi er mere et moderne brand, end vi er et modebrand.

Gitte Borup tilføjer:

- Spørgsmålet er vel, om vi overhovedet hører hjemme på en modemesse i så fald? Det synes vi bestemt, vi gør. Lige så meget som vi elsker, at alt her hos designWERCK stilmæssigt hænger godt sammen, elsker vi også variationen på messerne; at indkøberne oplever forskellige tilbud fra en masse forskellige brands, der hver især gør tingene på deres måde. Og så er vi også helt på det rene med, at modeugen er nemmere for indkøberne at nå, hvis alle brands er samlet hos CIFF og Revolver.

I hjørnet af lokalet står et langt rustikt plankebord, der lige så godt kunne have taget permanent ophold på en moderne vinbar. Her liner de fire folk bag by basics, designeren Anne Dorte Thøger, CEO Klaus Christiansen, COO Peter Grensteen og førnævnte Gitte Borup hjemmevant op med specialøl og snacks, og pludselig er tingene ikke så meget anderledes, end mange kender det fra messerne.

-VI har en klar holdning til meget; også når vi er på modemesse. Vi har de seneste år savnet lidt mere fleksibilitet og nytænkning fra de etablerede messer; men vi kan se, at de i år har tænkt spændende tanker, og vi glæder os til at se, hvad der sker fremover. Vi kunne personligt godt tænke os en mere tydelig markering og fokus på de brands, der har taget stilling til etik, transparens og bæredygtighed, siger Gitte Borup og fortsætter:

- Det er ikke for at sige noget dårligt om hverken Revolver eller CIFF, men med tanke på, at vi ikke kunne få at vide, i hvilket format messerne blev, hvis de overhovedet blev, i tilpas tid, så tog vi denne beslutning. Denne sæson passer det godt til os, men måske ser det helt anderledes ud næste sæson. Denne sæson har vi primært haft møder med folk, der allerede kendte til os og gerne ville aflægge os et besøg, hvilket har betydet knapt så meget opsøgende salg.

CEO Klaus Christiansen tager ordet.

- Vi har formået at få næsten alle de kunder, vi normalt ville have på en messe, til at besøge os her i stedet. 92 procent af vores omsætning er eksport, og der har coronaen jo sørget for, at der ikke kommer mange udlændinge hertil under modeugen. På den måde havde det næppe ændret noget, at vi havde stået på en traditionel messe, for faktum er bare, at indkøberne mangler denne gang. Når vi gør, som vi har gjort det her, så er det udtryk for, at vi skulle have taget en beslutning, og så var det en mulighed for at prøve noget nyt, siger han.

Sammenhold i branchen – eller hvad?

Hos DM&T har der været en mærkbar ændring at spore i branchens sammenhold efter coronavirussets udbrud. Flere har åbnet op for at fortælle om de konsekvenser, krisen har medført hos dem, og der er blevet delt erfaringer på kryds og tværs.

Hvis man skal være kritisk, er det derfor nærliggende at tænke, at by basics underminerer den tiltagende fællesskabsfølelse i branchen ved at flytte for sig selv under modeugen, fremfor at være en del af flokken.

- Vi ser ikke sådan på det. Det er sandt, at der er kommet en større transparens i branchen, fordi både kunder og lovgivning kræver det, og det er en transparens, vi støtter op om, uanset om vi er her eller på en af de øvrige messer. Vi har dog ikke som sådan oplevet et specifikt sammenhold i branchen indtil nu, men vi fornemmer og mærker at lysten til, at vi står sammen, vejleder og giver ud af erfaringer er i fokus i branchen, og den tankegang er vi vilde med. Det er noget af det gode, der er kommet ud af coronakrisen, siger Klaus Christiansen.

Bidrager det så ikke netop til et lavere sammenhold, når I som her går jeres egen vej?

- Forstået på den måde, at vi har undladt at lægge en masse penge for en stand på en af messerne, så kan man vel godt hævde det. Med det setup, der er i år med markant færre udstillende brands, så tror vi bare ikke på, det havde bidraget positivt til vores brand at stå på en messe. Og så kom udmeldingen sent fra CIFF; det gjorde, at vi traf vores egen beslutning om at holde til på designWERCK. Tallene vil jo så vise, om det var den rette beslutning, siger Peter Grensteen, som tilføjer, at valget ikke partout er permanent:

- by basics udelukker ikke at støtte enten CIFF eller Revolver næste sæson.

Utraditionelle tanker er en fordel i en speciel tid

By basics valgte at tænke en smule utraditionelt med placeringen under sæsonens modeuge, men det er ikke den eneste måde, firmaet tænker anderledes end mange andre tøjproducerende brands.

- Der er ingen minimumskrav til ordrer, så du kan bestille ét styk af den style, du står og mangler. Vi leverer hurtigt, fordi vi producerer i EU, og i øjeblikket er vi ved at sætte systue op i Polen. Vores deadline for indsalg er hver søndag, hvorefter vi sætter produktionen i gang. Altså, hvis definitionen af et modebrand er det, vi kender, som fast fashion, så er det jo ikke der, vi er. Vi arbejder meget med de samme leverandører på lange kontrakter, da vi ikke tror på, at det hjælper noget at shoppe rundt. Ja, måske kan vi spare et par kroner hist og her, men vi mister relationerne, som er så vigtige, hvis man vil opnå de bedste resultater, siger Anne Dorte Thøger, hvis stemme afløses af Peter Grensteens ditto.

- Vi vil gerne have et partnerskab med vores leverandører og øvrige samarbejdspartnere. Vi tror på, at presser vi tempoet hos vores leverandører, så ender det i sidste ende med at komme skidt tilbage til os. Vi synes, at vi som brand og firma skal have råd til at have en holdning til, hvordan vi producerer, og det er vigtigt, at vi er så ærlige omkring hele vores værdikædesamarbejde. Vi synes selv, vi har taget stilling til alting, der er væsentligt, at tage stilling til.

Nogen glorie sidder der dog ikke på de fire, erkender de selv.

- Skal vi være helt ærlige, så findes bæredygtighed jo ikke i tøj. Det mest bæredygtige var jo bare at lade være. Når vi så ikke kan lade være, så mener vi, at vi har gjort så meget, som vi kan, for at tingene giver mening for både os, vores kunder og miljøet.

- Det, synes vi selv, er rimelig meningsfuldt, når man tænker på, at det er tøjbranchen, siger Klaus Christiansen med et glimt i øjet.

"