For Pas Normal Studios, der driver to flagship stores på henholdsvis Mallorca og i Taipei, blev det også en smule sværere at holde kæden stram med restriktioner alle vegne.
- I starten fik vi alle lidt sved på panden over, at vi ikke kunne komme nogen steder. Det var frustrerende at investere i en butik på Mallorca, der ikke nåede at åbne, før den blev lukket ned. Det var i april 2020, hvor alt lukkede, og vi skulle finde ud af, hvilke varer vi skulle have hjem. Nu er butikken heldigvis åben og kører på fuldt blus. Det gav mening at slå koldt vand i blodet, siger Peter Lange.
Samtidig var nedlukningerne rundt omkring i verden ikke kun skidt. De viste også, at Pas Normal Studios havde gang i noget rigtigt.
- Jeg tror, nedlukningerne betød, at vi så en endnu større bekræftelse af vores potentiale i markedet. Da folk mistede muligheden for at leve deres normale hverdag i april 2020, kunne vi se, at hvis der var noget, folk stadig kunne, så var det at gå, løbe og cykle. Der kom et øget fokus på sundhed.
Hos hummel havde det øgede fokus på sundhed formentligt også noget at sige, og de så hurtigt muligheder for at rykke sports-kæmpen ind på gode, fysiske beliggenheder.
- Det er klart, at coronakrisen har været hård for mange. Og det har den selvfølgelig også for hummel. Men i en krisetid handler det også om at se nye muligheder og finde alternative forretningsmodeller. Enten kan man have offerrollen og have ondt af sig selv, eller også kan man vælge at se det som en mulighed. Og vi har valgt det sidste – nemlig at spille i angreb, siger Allan Vad Nielsen.
Han fortsætter:
- Jeg havde selvfølgelig helst været foruden corona, men omvendt har det også vist sig at være en stor mulighed for hummel i forhold til vores butiksunivers, hvor vi har fået muligheden for at åbne butikker på nogle af de bedste beliggenheder i Danmark. Og det handler i høj grad om, at vi har haft is i maven og troet så meget på vores koncept, at vi ikke har været bange for at fortsætte vores butiksekspansion, selvom vi har stået midt i en verdensomspændende krise.
Er det ikke meget nemmere digitalt?
Alle har skreget ”digitalisering” igennem coronakrisen, hvor kunderne har siddet hjemme i stuerne uden mulighed for at rejse, deltage i festligheder eller generelt bevæge sig ret meget ud i verden, hvor man har mulighed for at gøre et godt indtryk.
Så havde det ikke været en smule nemmere, og måske klogere, at investere i det digitale setup fremfor et fysisk af slagsen, hvor kunderne ikke er til stede?
Det lader ingen af vores tre hovedpersoner her at mene.
- Selvom vi vækster rigtig meget digitalt, synes vi stadigvæk, det er rigtig vigtigt, at man er i øjenhøjde med forbrugeren. Det giver os en fantastisk mulighed for at møde vores kunder og præsentere dem for vores nyeste produkter. Samtidig giver det os en unik mulighed for at få en direkte dialog med vores kunder, som kan være med til at give os feedback og input til vores fremtidige kollektioner, lyder det fra hummels administrerende direktør, der generelt ikke er tilhænger af ”enten-eller”-tankegangen.
- Hvis man gerne vil have succes i detailbranchen i fremtiden, tror vi ikke på, at det handler om, hvorvidt man skal satse på online eller offline. Vi tror derimod på, at det handler om at forene vores online og offline tilstedeværelse og på den måde skabe en samlet købsoplevelse for slutforbrugeren.
For Camilla Balle og Basic Apparel er det også den direkte dialog, der er afgørende for beslutningen om at være der fysisk for kunden.
- Nærvær betyder meget for mig som person, og det er afgørende for den måde, jeg arbejder på. Nærvær er en svær størrelse online, og det giver jo mening. Hvis jeg ved præcis, hvad jeg vil have, så køber jeg det online, medmindre jeg skal bruge det samme dag. Andre gange tager jeg en fridag, kommer ud i byen, bliver inspireret, taler med mennesker, jeg ikke havde regnet med, mærker produkter og får vækket sanserne. Det er dét, vi gerne vil med den fysiske butik.
Camilla Balle erkender da også, at det ikke kun har været en fest at åbne egen butik, men overordnet set er hun stadig meget tilfreds med, at de gjorde det.
- Dagene efter åbningen var meget travle, og så ebbede det lidt ud, og mellem jul og nytår var der mere stille end forventet, så vi glæder os til at se, hvordan det går, når landet om lidt åbner helt igen. Indtil nu har det været sjovt at tage temperaturen på retail, og vi har kun fået positive tilkendegivelser fra lokalområdet.
Hos Pas Normal Studios var der også fokus på det digitale under nedlukningerne, men salgsmæssigt var det mere brandets salgspartnere, der sadlede en smule om, eftersom sociale hubs ikke var diverse regeringers kop the. Derfor var bevarelse også et nøgleord for cykelbrandet.
- Det er kompliceret at udstikke en retning for, hvor meget salg der skal være E-commerce og hvor meget, der skal være fysisk retail. Nogle af vores B2B-kunder havde travlt med at konvertere deres fysiske butikker til at sælge online under nedlukningerne. For os betød det mere at bevare disse hubs, end at det er os selv, der har onlinesalget. Det kan godt være, vi havde haft en kortsigtet øget omsætning, men det lokale marked er langt vigtigere på den lange bane, siger Peter Lange.
Plads til specialister og ambassadører
- Når vi kigger på, hvor det giver mening at åbne butikker, så ser vi meget på, at der skal være en strategisk spredning. Der er ingen grund til at plastre landkortet til med egne butikker, når vi har forhandlere, – der også fungerer som ambassadører – der gør det rigtig godt med at sælge vores varer. Det skal vi ikke forstyrre ved selv at åbne butik lige om hjørnet. Til gengæld gør vi rigtig meget ud af samarbejdet med vores forhandlere. De bliver anskuet som en del af familien, forklarer Peter Lange om Pas Normal Studios’ butiksstrategi.
Den tankegang nikker de genkendende til hos Basic Apparel.
- Vores B2B-forhandlere er en del af familien. De har været med til at gøre Basic Apparel til det, det er i dag, og derfor skal vi heller ikke placere egne butikker, så de bliver direkte konkurrenter med vores B2B-kunder. Vi skal lægge vores egne butikker der, hvor multibrand-butikkerne, vi arbejder med, ikke kan eller vil ligge på grund af for høje huslejer, siger Camilla Balle.
Hos hummel, der til maj åbner sin nye flagship store i Århus’ shoppingcenter Bruuns Galleri, har det været vigtigt, at de kunne vise, at de ånder og lever for sport med en ny butik, og det kommer til at skinne igennem, siger Allan Vad Nielsen.