De omfattende nedlukninger, der er fulgt med coronavirus, har for nogle butikker i detailhandlen været ensbetydende med et rundt 0 i omsætning i månedlange perioder i løbet af 2020 og starten af 2021. Men der findes butikker – og her er tøjbutikkerne i overtal – der har taget nye metoder i brug under nedlukningen for at generere omsætning og give liv til varelageret. De har kastet sig hovedkulds ud i liveshopping; næsten alle med succes.
Formularen er egentligt ret simpel: Butikkerne går live på deres sociale medier, særligt Facebook, og giver inspiration, gode råd og vejledning om de produkter, de har i butikken. Følgerne, som butikkerne vel at mærke havde i forvejen, kan købe produkterne, mens seancen står på. Det kræver faktisk kun en social medieprofil, et varelager og en smartphone, der kan sikre livestreamingen.
En af de butikker, der har haft stor succes med liveshopping, er Degn Topshop i Holstebro. Måske har du læst om dem i Børsen, da chefredaktør Niels Lunde besøgte butikken i februar. Degn Topshop ligner på mange måder de modebutikker, man finder i mange andre danske provinsbyer. Familien bag har drevet butikker i Herning, Holstebro og Lemvig igennem generationer, og derfor står retail også Christian Vesters hjerte nær. Det er nemlig hans forældre, Marianne Degn og Niels Kristian Vester, der er indehavere af Degn Topshop. Christian Vester er dog gået andre veje. Han er uddannet cand.merc. og arbejdede indtil for nyligt i et management konsulenthus. Men fra årets start har han dedikeret sig 100% til Easy Live Sales, en virksomhed der hjælper butikker og andre med at sætte liveshopping i system og tilbyder en robot, der sikrer en nem håndtering af livesalget. Det vender vi tilbage til, men først skal vi et smut tilbage til Degn Topshop på gågaden i Holstebro.
For ligesom mange andre butikker, måtte de også acceptere at blive tvangslukket i takt med Covid-19’s fremrykning. Derfor foreslog Christians søster Christine, at Degn Topshop gik i gang med livesalg; noget hun ved selvsyn havde oplevet effekten af gennem sine år som bosat i Kina, hvor fænomenet er gigantisk. Flere og flere så med, når mor Marianne og Christine præsenterede varerne, og salget fulgte med. En dag tikkede en mail ind i butikkens indbakke. Afsenderen var Nikolai Aas Pedersen, der havde udviklet et digitalt værktøj, der hjælper med at gøre liveshopping til en gnidningsfri oplevelse for både butikker og de handlende. I første ombæring havde han udviklet det for at hjælpe sin mor, der havde en tvangslukket café, med at skabe noget omsætning ved hjælp af de såkaldte ”Ja tak”-tilbud på Facebook.
Mailen fra Nikolai røg hurtigt videre til Christian Vester.
”Jeg er den digitale i familien, så det måtte jeg hellere kigge på,” siger han med et grin, da DM&T taler med ham. Og Christian kunne lide, hvad han læste. Det vækkede hans købmandsgen og han kunne se, at det løste en stor udfordring for mange butikker i detailhandlen.
Han og Nikolai fik derfor hurtigt gang i en god dialog, og de oplevede, at flere butikker efterspurgte den samme hjælp.
”Nikolai havde egentlig gjort det her for at hjælpe nogle caféer og butikker i en svær tid, men efterspørgslen steg hastigt, og vi kunne se, at det her kunne hjælpe endnu flere og måske blive en god forretning. Jeg var jo glad for mit konsulentjob og havde ingen planer om at skifte bane, men butikkerne viste os bare så stor tillid, og derfor gik vi all in. I starten af året stiftede vi så virksomheden, og vi har allerede hjulpet en masse både små og store butikker,” siger Christian Vester.