Menu

Løsningen på et vanskeligt dilemma?

Skal mode- og tekstilsektoren bidrage til jobskabelse og vækst i fattige udviklingslande, eller skal vi sætte barren dér, hvor den hører hjemme, og sikre at alle konventioner og rammer for ansvarlig produktion er på plads, før vi kan indgå i handel med fattige udviklingslande?

Foto: Alexander Andrews on Unsplash
Foto: Alexander Andrews on Unsplash

15. maj 2019 Af Pia Odgaard , po@dmogt.dk

Nyhedsbilledet har i de seneste dage budt på historier om, hvordan modevirksomheder er begyndt at source fra Etiopien. DR skriver blandt andet, at arbejdsforholdene ligger meget langt fra de vestlige forventninger, og at lønnen er den laveste i alle beklædningsproducerende lande, ligesom det fremgår, at lønnen ikke er tilstrækkelig til at leve af; der er ikke tale om en leveløn.

Der er intet forkert i artiklens indhold, men den taler ind i en større diskussion, som indeholder langt flere nuancer. En diskussion som grundlæggende handler om det dilemma, der opstår, når man får produceret varer i fattige udviklingslande

 

Dilemmaet

Det er overvejende de helt store, globale aktører, der får produceret varer i Etiopien, og ifølge Dansk Mode & Textils oplysninger er der ingen af de danske SMV’er, der får produceret varer i det østafrikanske land. Det ændrer dog ikke på, at diskussionen om Etiopien er hyperrelevant også for de danske virksomheder.

For Etiopien er et symptom på, hvad vi ser gentage sig i arbejdskrafttunge brancher rundt om på kloden.

Det rejser nogle afgørende spørgsmål: Skal mode- og tekstilsektoren bidrage til jobskabelse i Etiopien, sådan som den har gjort så mange andre steder i verden (og også oprindeligt gjorde i Danmark) og på den måde sikre, at der er beskæftigelse til mange mennesker uden andre indtægtsmuligheder Så der er mulighed for at få et job med en eller anden form for indkomst Og ad den vej skabe begyndende vækst i landet Vækst som hen ad vejen vil betyde bedre forhold og højere levestandard?

Eller skal vi sætte barren dér, hvor den hører hjemme, og sikre at alle konventioner og rammer for ansvarlig produktion er på plads, før vi kan tilbyde handel med fattige udviklingslande?

 

Der er ingen enkle svar

Der vil være fortalere for begge dele, men sagen er den, at der ikke er et enkelt svar. Selvfølgelig skal vi sikre at konventioner efterleves, at der er ordentlige arbejdsforhold, og at der betales en anstændig løn.

Men realiteterne viser, at selv om virksomheder har arbejdet med samfundsansvar i mange år, er der stadig mange udfordringer i forhold til ansvarlighed i leverandørlandene. Desværre rejser det endnu flere spørgsmål, som komplicerer debatten yderligere:

  • Hvorfor får virksomhederne så ikke bare styr på samfundsansvaret?
  • Eller hvorfor flytter de ikke bare produktionen tilbage til Danmark eller Europa?
  • Hvorfor har virksomhederne overhovedet valgt at købe ind langt fra Danmark?

Heller ikke her er der et enkelt svar. For at svare på de to sidste spørgsmål først, er produktionspriserne i Europa og Danmark meget højere end i de lande, hvor tøj produceres i dag. Det betyder, at virksomhederne ikke vil kunne konkurrere med andre virksomheder, da slutproduktet ganske enkelt vil blive for dyrt. Derfor kan virksomhederne heller ikke umiddelbart flytte deres indkøb tilbage til Europa eller Danmark, da forbrugerne er forvænte med lave priser på tøj. Betragtet i forhold til købekraft er priserne de sidste 30 år kun gået en vej: Nedad.

Men hvorfor flyttede virksomhederne så produktionen ud til lande med udfordringer inden for menneskerettigheder og miljø, hvorfor til lande, der oftest er præget af dårlig regeringsførelse, manglende politisk infrastruktur og med udbredt korruption?  På grund af konkurrenceforhold. Lønningerne i Danmark var, da globaliseringen startede, meget høje sammenlignet med andre lande, og derfor var Danmark også hurtigt ude med at outsource produktionen. Globaliseringen medførte en massiv outsourcing, øget samhandel mellem lande og derfor også øget eksport af dansk mode og tekstil. Til stor glæde for de danske virksomheder, men ikke mindst til stor gavn for hele Danmark i forhold til at bidrage til opbygning af vores velfærdssamfund. Det, der styrede, var konkurrenceevnen, både hvad angår pris, men også hvad angår kvalitet og leveringstid. Det er stadig et meget væsentligt omdrejningspunkt, men med klimaforandringer, ressourceknaphed, den sjette store massedød af arter og FN’s Verdensmål, som vi skal nå før 2030, er der kommet et helt andet fokus.

6.000 kroner for et par jeans

Det nye fokus vedrører os alle og tegner også et dystert billede for vores branche. Hvordan fremtidssikrer vi vores virksomheder under hensyntagen til både miljø, ressourcer, klima, fattigdomsudryddelse og FN’s Verdensmål, samtidigt med at vi stadig kan drive en forretning?

Her er ikke plads til slingrekurs. Og der er ikke tid til at tøve. De kloge siger, at vi har cirka otte år til at stoppe kursen mod afgrunden. Hvem tager det første skridt? Og hvad er det første skridt?

Er det at trække produktionen af tøj hjem til Danmark for at stoppe ræset mod bunden i de fattige lande?

Og, hvis det er svaret, vil du – som forbruger - så betale 5000 kr. for din næste sommerkjole? Og 6000 kr. for et par jeans? For det skal du nok begynde at vænne dig til.

Men hvad så med alle de arbejdere, som er beskæftiget i branchen ude i verden. Hvis vi trækker tæppet væk under deres arbejdspladser, kan det resultere i omfattende migrationsstrømme og potentielt øget tvangs- og slavearbejde i lande, der har et anderledes syn på menneske- og arbejdstagerrettigheder end den vestlige verden.

Og hvem på det danske arbejdsmarked skal overhovedet sy tøjet?

Og den danske statskasse vil nok kigge langt efter Mærsks bidrag til skatteindtægter som følge af transport af tekstil og tøj.

Det er indlysende at globaliseringen stiller os over for nogle dilemmaer, som der ikke findes et quick-fix på.

 

Hvad gør virksomheden

Men for at vende tilbage til ovenstående spørgsmål om virksomhedernes samfundsansvar er en ting sikker. De virksomheder, der endnu ikke er i mål, skal få styr på det for overhovedet at kunne overleve. Alle virksomheder er forpligtede til at følge FN’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd, uanset om de køber ind i Danmark eller ude i verden. Så hvad er det virksomheden skal gøre?

  • Virksomheden skal vise, at ledelsen har dedikeret sig til at følge og integrere retningslinjerne
  • Virksomheden skal risikovurdere, hvilken negativ indvirkning forretningen har på omgivelserne både i Danmark og ude i verden
  • Virksomheden skal iværksætte procedurer til at forbygge og udbedre evt. negativ indflydelse som følge af forretningsdriften
  • Virksomheden skal evaluere og rapportere om sin indsats
  • Virksomheden skal ha et system til at sikre en erstatning eller oprejsning.

Ved et efterleve FN’s retningslinjer risikominimerer virksomheden sin forretning, og virksomheden får et overblik over, hvad der er vigtigst inden for virksomhedens ansvarsområder.  Dermed kan man bruge kræfterne dér, hvor det får størst effekt og bidrager til at skabe bæredygtig udvikling derude, hvor de store udfordringer er. Som f.eks. i Etiopien eller i andre fattige udviklingslande.

Svaret er…

Og dermed er vi tilbage ved det første af de to dilemmaer: Hvad kommer først? Arbejde eller gode arbejdsforhold?

Det kan ikke skilles ad. Vi skal bidrage til at skabe arbejde og vækst i fattige lande og samtidig med det, skal vi sikre, at virksomheden via sine forretningsaktiviteter bidrager aktivt til at skabe bæredygtig udvikling, bedre arbejdsforhold, respekt for menneskerettighederne -herunder, at der betales en anstændig løn. Vi skal arbejde for at ressourceforbruget mindskes, at virksomheden tænker cirkulært, og for at efterlade et miljø, der er lige så meget i balance, som end det vi overtog, og at forretningen ikke bidrager til korruption.

 

Det er altså ikke det ene eller det andet men begge ting, der skal gå hånd i hånd, og det kommer til at tage tid -lang tid- at få ordnede forhold på alle områder. Ikke helt så længe som det tog os i Danmark, men en hel del år. Men her ligger et oplagt potentiale for små danske virksomheder. Ved at arbejde i henhold til den globale minimumsstandard for virksomheders samfundsansvar, FN’s retningslinjer, sikres virksomhedens legitimitet, virksomheden kan brande sig i forhold til andre virksomheder, fortælle den gode historie til sine kunder og slutbrugere, skabe kunde- og medarbejderloyalitet, tiltrække investorer og svare på forbrugeres og civilsamfundets stigende krav om ansvarlighed. Og ikke mindst kan man fremtidssikre sin virksomhed i forhold til kommende lovgivning. Der er allerede et beslutningsforslag om at gøre FN’s minimumsstandard til lovgivning i Danmark. Og arbejdet med FN’s retningslinjer taler direkte ind i

Verdensmålenes dagsorden, så når man rapporterer, vil indsatsen kunne understøtte relevante delmål under de 17 SDG’er og dokumentere, hvorledes virksomheden bidrager til at understøtte Verdensmålene, som vi alle er forpligtede af. Derfor kan det kun gå for langsomt med at efterleve FN’s retningslinjer.

UN Guiding Principles

FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og forretning, UN Guiding Principles for Business and Human Rights, blev enstemmigt vedtaget i FN i 2011. Retningslinjerne definerer ledelsessystemet for virksomheders samfundsansvar og udgør sammen med FN’s ramme for samfundsansvar, UN Global Compact, minimumsstandarden for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Læs mere i vores toolbox til ansvarlig virksomhedsadfærd.
"