Menu
TOPMØDE 2022

Logistik-ekspert Hans Elmegaard: Logistikken bliver aldrig som før. Men det er rigtig godt!

Logistik bliver i fremtiden et endnu hårdere konkurrenceparameter med flere spillere på markedet samt stort potentiale for øget salg. Hvis du formår at udnytte det.

16. september 2022 Af Anders Skou Kristiansen , ask@dmogt.dk

Hvis du som brand synes, det er blevet sværere at navigere på logistikmarkedet, så er du næppe alene.

Der er selvfølgelig alle de håndgribelige ting som højere priser på fragt, længere leveringstider og mindre kapacitet grundet større efterspørgsel hos kunderne.

Men der er også det, der kan være sværere at formelsætte; forbrugernes forventninger.

Det kan Hans Elmegaard med mangeårig erfaring fra branchen berette om. I dag står hans skrivebord hos Fulfillment Group, men tidligere har han også kaldt DSV, Mærsk, Panalpina og Scan Global for sin arbejdsplads.

Han er ikke det fjerneste i tvivl om, at logistik har fået en anden og langt mere dominerende rolle for virksomheders succes.

- Som brand eller virksomhed oplever man, at logistikken er blevet mere udfordrende og fylder mere og mere, end det nogensinde har gjort før. Nu er det ikke nok blot at kunne flytte varer fra A-B længere, uden det har en eller anden form for værdi for slutkunden. Logistikken spiller i mange tilfælde en afgørende faktor for, om en virksomhed kan omstille sig hurtigt nok til at leve op til de nye krav, der stilles fra forbrugeren, og om man vil være succesfuld på den lange bane eller ej, siger Hans Elmegaard.

Alting ændrer sig. Det gør logistik i høj grad også

Trends og tendenser kommer og går. Det er et faktum, som livsstilsbranchen lever med i bedste velgående.

Hvilket er positivt, for det bliver i fremtiden også noget, der kommer til at gøre sig gældende for logistikken, hvorfor en stor omstillingsparathed hos branchens aktører kan være en fordel.   

- Logistikindustrien går i øjeblikket igennem en større transformering, og det bliver på mange områder aldrig som før. Det er både rigtig godt og rigtig sundt!

Sådan indleder Hans Elmegaard sin forklaring om, hvordan logistik står ved en skillevej.

- Mange brands og virksomheder har de sidste par år haft store udfordringer med høje logistikomkostninger og upålidelige transportløsninger på den ene side, imens de på den anden side skulle finde på nye og innovative metoder for at leve op til kundens skærpede forventninger indenfor blandt andet bæredygtighed, leveringstid og gennemsigtighed. Logistikken bliver derfor taget mere seriøst end nogensinde tidligere, og det vil på sigt være med til at højne kvaliteten samt stille nye strategiske og langsigtede krav til logistikleverandører og samarbejdspartnere igennem hele forsyningskæden.

Ifølge logistik-eksperten kommer vi til at se et marked, der byder på flere muligheder og alternative løsninger. Og de, der ikke kan følge med udviklingen, kan godt få det svært.

- Vi kan godt regne med at se logistikindustrien i en konstant forandring, som fortsat drives af verdens forbrugeres købsadfærd og risici på verdensmarkedet. Vi skal forvente at se flere og flere nye spillere i industrien, der har fokus på nicheløsninger, teknologi og ”customer-value”, end for eksempel ”volumenstørrelsen”, som den traditionelle spiller i logistikindustrien ofte har mest fokus på. Vi oplever sikkert også, at det ikke alle i logistikindustrien, der er godt nok forberedte på fremtidens udfordringer.

Lær at elske logistik. Eller overlad det til nogen, der allerede gør det  

Fremtiden har før vist som værende tricky at spå om, men rent statistisk og trendmæssigt, så tyder alt på, at Hans Elmegaard har fat i den lange ende hvad angår logistikkens ændringer. 

Han mener, at logistik bliver et konkurrenceparameter, man som brand er nødt til at tage seriøst, men hvad nu hvis, man slet og ret hellere vil bruge sine kræfter på alt andet end logistik? Kan man så stadig have et succesfuldt brand?

- Uanset om man finder det interessant eller ej, så skal mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder med produktion af varer i andre lande, end hvor varerne sælges, det være online som offline, forberede sig på, at være endnu bedre til at gøre logistik til en integreret del af deres overordnede forretningsmodel, siger han og fortsætter:

- De har gjort sig af afhængige af logistik, som blot bliver mere og mere komplekst, og det bør overordnet drives mere strategisk og langsigtet end på en transaktionel og kortsigtet facon.

Der er meget at lære om logistik i 2022 og ikke mindst fremtiden, men heldigvis kan du blive meget klogere på det hele, når Hans Elmegaard deler ud af sin omfattende viden på DM&T’s TOPMØDE den 3. oktober i København.    

Og han glæder sig til at dele ud af sine guldkorn.

- Gæsterne i salen skal regne med at få bedre indsigt i, hvad de skal forvente af industrien de næste tre-fire år, samt hvad der vil være de vindende faktorer i en logistikverden fuld af kompleksitet, slutter han.

Så vil du vide, hvordan du udnytter de vindende faktorer i logistik? Så er det bare at få købt din billet til årets TOPMØDE 

 

"