Menu

Minus opruster med international salgschef

Det Ikast-baserede modebrand Minus har fundet sin nye internationale salgschef. Der er tale om en profil med omfattende brancheerfaring.

21. januar 2019

Jan Rosenbeck skal fremover varetage modebrandet Minus' internationale salg.Minus A/S har store ambitioner, og som et led i en ny vækstplan har modevirksomheden netop ansat Jan Rosenbeck som ny international salgschef.

Det er en mand med omfattende brancheerfaring, som tiltræder stillingen. Jan Rosenbeck har blandt andet erfaring som international salgschef hos IC Group samt fra Rosemunde, hvor han i en årrække var global sales manager og CEO. Derudover har han blandt andet stillinger hos Rützou, Style Butler og Dea Kudibal på CV’et.

 

Hos Minus har man været på jagt efter en profil, som kunne stå i spidsen, for at få omsat det store uudnyttede markedspotentiale til konkrete salgsresultater. Det er især på det tyske marked, Minus forventer at kunne forløse potentialet, lyder det fra ledelsen.

 

”Jan kommer med et rendyrket salgsfokus og en masse erfaring og relationer i bagagen, som klart vil give vores salgsteam et kæmpe løft. Specielt med fokus på nye markeder, men også i forhold til at løfte salget på de markeder, hvor Minus allerede i dag er repræsenteret. Vi tror på, at Jan har den rigtige indstilling og at han deler vores kerneværdier, hvilket i den grad gør, at vi ser meget frem til at påbegynde vores samarbejde allerede i den kommende uge” lyder det fra Chalotte Kjær Bruun og Irena Riberholt Jørgensen, som sammen med økonomiansvarlig Kasper Moeslund driver virksomheden.

 

Også Jan Rosenbeck har store forventninger til samarbejdet.

 

”Jeg ser frem til at bygge videre på den udvikling, Minus allerede er godt i gang med. Der er et stort potentiale, som bliver spændende at forfølge både på nye og eksisterende markeder,” siger Jan Rosenbeck, som allerede får mulighed for at møde kunder og samarbejdspartnere i forbindelse med modemesserne i Amsterdam og København. 

"