Når den danske modebranche samles til Copenhagen Fashion Week i den kommende uge, sker det ovenpå to udfordrende halvår. Både den sidste halvdel af 2022 og de første seks måneder af 2023 har de danske modevirksomheder været hårdt presset af den globale økonomiske og politiske uro.
”Modebranchen har uden tvivl mærket konsekvenserne af stigende inflation, faldende forbrugertillid og forhøjede omkostninger. Det gælder både i Danmark og i udlandet, hvor den danske modebranche skaber 71 procent af sin omsætning. De danske modevirksomheder kan lynhurtigt mærke, når forbrugere og butikkerne i detailhandlen er tilbageholdende, og når de generelle omkostninger samtidig stiger, presser det virksomhederne på både top- og bundlinje,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i DM&T, som også kan berette, at mange af branchens virksomheder har haft og fortsat har mange penge bundet i lagervarer.
Branchen justerer forretningen
Trods udfordringerne kom branchen ud af 2022 med en rekordomsætning på 60 mia. kroner, hvoraf eksporten udgør 43 mia. Man behøver dog ikke læse mange årsrapporter fra de danske modevirksomheder for at se udfordringerne. Indtjeningen har for en stor del af branchen været faldende i 2022, og både den fysiske og digitale detailhandel er gået tilbage. Samtidig har valutakurserne også ramt branchen negativt, da mange virksomheder betaler deres produktion i US Dollars, som har ligget på et konstant højt niveau i perioden, mens store eksportmarkeder som Norge og særligt Sveriges valutaer har været faldende. De udfordrende markedsforhold har da også fået de danske modevirksomheder til at trimme forretningen og holde lidt igen:
”Den ene krise har afløst den anden, og branchen har hver gang lært noget af krisen. Derfor er virksomhederne også dygtige til at justere deres forretning til omstændighederne, blandt andet ved at ændre kollektionsstrukturen, skifte markedsfokus eller omprioritere salgskanalerne. Derfor tror jeg også på, at branchen nok skal komme igennem de aktuelle udfordringer,” siger Thomas Klausen, som dog understreger, at også denne krise rammer skævt, og at nogle virksomheder vil blive mere påvirket end andre.
Efter vild vækst i 2022 er eksporten stagneret
Selvom branchens virksomheder melder om fortsatte udfordringer realiserede den samlede danske branche ikke desto mindre en omsætningsfremgang på samlet 6,5 procent i første kvartal af 2023 sammenlignet med samme periode året før. DM&T vil dog ikke tale om regulær vækst, da man vurderer, at det øgede salg er båret af stigende priser, hvilket inflationstallene også peger på. Inflation på tøj har i 20 år været ikke eksisterende, men i årets første måneder er priserne på tøj steget.
Eksportfremgangen var på kun 3 procent, og her er det særligt et vigende salg på de store nærmarkeder Tyskland, Sverige og Norge, der påvirker negativt. På positivsiden er en stigende eksport til Nederlandene, Østrig, Spanien og Frankrig.
Særligt fortsatte udfordringer i Tyskland kan blive en hovedpine for de danske modevirksomheder, for Tyskland er det med afstand største eksportmarked for dansk mode. Faktisk tegner Tyskland sig for 27 procent af eksporten, og derfor har udviklingen på det tyske marked stor betydning for den samlede eksportudvikling.
Positive vinde forud for ”toneangivende modeuge”
De forgangne år har bl.a. budt på coronanedlukninger, flaskehalse i produktionen, galopperende fragtrater og krigen i Ukraine, så branchen skal navigere i en tilstand af polykrise, hvor den ene krise afløser den anden og væver sig sammen. Alligevel vurderer Thomas Klausen, at den kommende modeuge markerer et positivt skifte:
”Der er bedre takter at spore, når vi taler med vores medlemmer. Salget er på vej frem igen, detailhandlen er mere stabil og vi står med en rigtig stærk platform i Copenhagen Fashion Week, som er blandt verdens toneangivende modeuger. Vi har den største showscene nogensinde, en stærk bæredygtig agenda og én samlet messe, der appellerer til både skandinaviske og internationale indkøbere. Den samlede pakke skal vi bruge til at skabe endnu større momentum for dansk mode i en vanskelig international konkurrencesituation,” siger han.