Menu

Modeshow og branchemøde i Aarhus

VIA Design inviterer til branchemøde om smart textiles og fashion tech på Aarhus Rådhus før årets VIA Design Show.

Luca Levai er en af de designere, der sender sine kreationer på catwalken under VIA Designs show i Aarhus. Derudover er hun udvalgt til Designers Nest // Foto: Sebastian Vistisen Toft
Luca Levai er en af de designere, der sender sine kreationer på catwalken under VIA Designs show i Aarhus. Derudover er hun udvalgt til Designers Nest // Foto: Sebastian Vistisen Toft

11. januar 2018

Der er hele to gode grunde til at finde vej til Aarhus Rådhus den 18. januar. VIA Design inviterer først til branchemøde om smart textiles og fashion tech og efterfølgende til modeshow.

Branchemødet stiller skarpt på nye materialers funktionalitet og muligheder og deler viden om, hvordan et mix af materiale- og teknologi kan kombineres med kreative processer og derved skabe værdi og vækst i modebranchen. Det er gratis at deltage i mødet, der finder sted i Rådhusets trafikhal fra klokken 16.30 til 17.30.

Klokken 18.00 indtager 16 nyuddannede og talentfulde designere den store sal på rådhuset. Og der er holdninger og budskaber kombineret med business i afgangskollektionerne.

”De nye designere er kendetegnede ved et stort udsyn. De er inspirerede af verden, og med deres kreativitet udtrykker de samtidig deres kritiske kommentarer til overforbrug, forurening og undertrykkelse af både kulturer, minoriteter og kønsstereotyper. Når man går tæt på de forskellige designs, er der tydelige budskaber i dem,” siger René Foli, uddannelses- og forskningschef på VIA Design.

Provokerende smukt design

En af de holdningsstærke designere er Kirstine Kjeldgaard. Hun har kaldt sin kollektion for ’Sweet Pollution’ og inddrager både plasticsugerør, plasticflasker, pels og olieholdige materialer i sine designs:

”Målet med min kollektion er at skabe opmærksomhed om plastic- og olieforurening ved at designe noget meget smukt af netop de materialer. Jeg vil gerne provokere folk og vise, at dyr lider under forureningen,” siger hun.

Hun er én af i alt tre designere fra VIA University College, der også er udpeget til at deltage i den internationale konkurrence for nyuddannede designere, Designers Nest, som afvikles i forbindelse med Copenhagen Fashion Week i slutningen af januar.

Ud af modeshowets 16 designere har seks af dem arbejdet med mixed collections – altså tøj, der kan bruges af både mænd og kvinder. Kollektionerne understøtter budskabet om bæredygtighed og fornuftig brug af jordens ressourcer ved at være konstrueret til både mænd og kvinder og i materialer, der giver tøjet en lang levetid.

 

Branchen bakker op

Ud over de mange holdninger, som designerne sender i omløb på catwalken, er de meget bevidste om, at deres bud på fremtidens mode også handler om business, forklarer uddannelsesleder René Foli. Af samme grund glæder han sig over, at en stor del af modebranchen allerede har meldt deres ankomst til showet i Aarhus.

”Modeshowet er designernes mulighed for at vise, at kreativitet og kommerciel tilgang er et godt match, og det er også det, vi fokuserer på i en stor del af deres uddannelse. Derfor er vi rigtigt glade for, at så mange branchefolk siger ja tak, når vi inviterer til modeshows,” siger han.

Branchemøde om smart textiles holdes i trafikhallen på Aarhus Rådhus den 18. januar klokken 16.30 – 17.30. Læs mere og tilmeld HER.

Modeshowet holdes på Aarhus Rådhus den 18. januar klokken 18.00. Tilmelding sker HER.  

Læs om de enkelte designere og se et udsnit af deres kollektioner på www.via.dk/lookbook

Kirstine Kjeldgaard kalder sin kollektion ’Sweet Pollution’ og inddrager både plasticsugerør, plasticflasker, pels og olieholdige materialer i sine designs // Foto: Sebastian Vistisen Toft
Kirstine Kjeldgaard kalder sin kollektion ’Sweet Pollution’ og inddrager både plasticsugerør, plasticflasker, pels og olieholdige materialer i sine designs // Foto: Sebastian Vistisen Toft
"