Tirsdag sættes modeugen i gang med den officielle åbning på Designmuseum Danmark, hvor DM&T er blandt værterne, og herefter er der lagt op til fire dage med shows, messer, events og meget mere.
DM&T er naturligvis til stede hele ugen. Vi har lounges på både Revolver i Forum og CIFF i Bella Center, og som medlem kan du altid benytte disse lounges, hvis du har behov for et roligt sted til møder med kunder og samarbejdspartnere, eller blot har behov for et afbræk fra en hektisk messedag. Under alle omstændigheder er du mere end velkommen begge steder. Begge lounges følger de respektive messers åbningstider.
Du kan også møde DM&T’s medarbejdere i både loungen og på gulvet, ligesom vi deltager i flere shows, events. På CIFF kan du torsdag kl. 9.15 opleve CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck deltage i en talk om forbrugeradfærd og tøjspild, hvor Forbrugerrådet Tænk er vært, på CIFF’s Circular Stage. På samme scene fredag kl. 11.30 deltager DM&T’s Michelle Utzon-Frank i en talk om certificeringer og miljømærker, hvilket bliver efterfulgt af en mulighed for at få en uforpligtende snak med de forskellige ordninger der er repræsenteret. Begge arrangementer sker i samarbejde med Lifestyle & Design Cluster. Du finder en oversigt over alle talks her.
Vi glæder os til at se dig derude.