Nu kommer producentansvaret for tekstiler – men hvad betyder det?

EU’s udvidede producentansvar for tekstiler bliver, sammen med Ecodesign-forordningen, et af de vigtigste redskaber til at drive omstillingen af mode- og tekstilbranchen. Ordningen betyder, at virksomheder fremover får ansvaret for, at deres produkter bliver indsamlet, sorteret, behandlet, genbrugt og genanvendt, når de ender som affald. Producentansvaret indeholder samtidig miljøgraduerede gebyrer, hvor produkter med høj holdbarhed, reparerbarhed og genanvendelighed belønnes med lavere bidrag. Dermed skabes et direkte økonomisk incitament til at udvikle produkter, der kan indgå i en cirkulær økonomi.

For branchen er det et markant skifte, som vil påvirke både forretningsmodeller, produktudvikling og samarbejder på tværs af værdikæden. Revisionen af affaldsrammedirektivet, det direktiv hvor producentansvaret høre ind under, er nu vedtaget i EU, og arbejdet med at omsætte kravene til dansk lovgivning er i gang. Her står Danmark med en særlig fordel: Vi har flere års erfaringer med kommunal tekstilindsamling, som giver et solidt grundlag for at indrette et producentansvar med afsæt i konkret viden og erfaringer fra praksis. Vi har samtidig endnu længere erfaring med de velgørende organisationers indsamling af genbrugelige tekstiler. Derudover har vi gjort os væsentlige erfaringer på emballageområdet, som bør indarbejdes i producentansvaret for tekstiler.

Erfaringer fra den kommunale indsamling

Da Danmark indførte obligatorisk kommunal tekstilindsamling i 2022, blev vi et af de første EU-lande til at teste, hvordan tekstiler fungerer i en husholdningsindsamling. Kommunerne har løst opgaven forskelligt, og det giver et nuanceret billede af, hvad der virker, og hvad der udfordrer.

Mange indsamlingsmodeller på tværs af kommunerne

Kommunerne har anvendt en bred vifte af løsninger herunder storskraldsordninger, særlige poser, indsamling sammen med pap og aflevering på genbrugspladser. Storskrald er den mest udbredte model, og knap halvdelen af kommunerne indsamler alene på denne måde. Den store variation betyder, at borgerne møder forskellige regler og løsninger og at kvaliteten i de indsamlede tekstiler varierer markant.

Tekstiler er en vanskelig fraktion

Erfaringerne peger entydigt på, at tekstiler ikke opfører sig som de øvrige affaldsfraktioner i hjemmet. De fylder ikke meget, lugter ikke og kan opbevares i lang tid, men de bliver ødelagt, hvis de bliver fugtige eller beskidte. Mange henteordninger, især storskrald og åbne kuber eller poser opbevaret udendørs, giver høj risiko for vejrligspåvirkning. Resultatet er, at en betydelig del af tekstilerne mister potentialet for både genbrug og genanvendelse.

Kvaliteten er en central udfordring

Flere analyser og kommunale erfaringer viser, at kvaliteten af det indsamlede tekstilaffald er en af de største barrierer. I nogle kommuner er størstedelen af tekstilerne fugtige eller forurenede, og store mængder bliver derfor sendt til forbrænding. Til gengæld oplever man langt færre kvalitetsproblemer på genbrugspladser og i de lukkede tromlecontainere, som velgørenhedsorganisationerne anvender.

Borgernes kendskab er lavt

Borgerne har vanskeligt ved at orientere sig i reglerne for tekstilsortering. Det kan skyldes lokale forskelle, varierende kommunikation, men også at tekstiler kræver andre sorteringsvaner end de fraktioner, der håndteres dagligt.

Til gengæld er det en entydig erfaring, at borgerne er vant til at aflevere tøj i velgørenhedsorganisationernes tromlecontainere. Denne praksis er velkendt, fungerer i hele landet og har gennem årene sikret betydelige indsamlede mængder.

Små mængder kræver stordrift

Tekstiler udgør en relativt lille affaldsstrøm pr. husholdning, og kommunernes erfaringer viser, at det giver logistiske udfordringer i henteordninger, hvor mængderne er små og omkostningerne høje. Det peger i retning af, at en mere centraliseret model på tværs af kommunegrænser kan være både økonomisk og praktisk mere effektiv.

Hvad kan vi lære – og hvad ønsker branchen?

Erfaringerne fra den kommunale tekstilindsamling giver gode indikationer på, hvad der skal til for at skabe et velfungerende producentansvar: Klare rammer, ensartede løsninger og høj kvalitet i den indsamlede fraktion. Tekstiler kræver en anden tilgang end de øvrige husholdningsfraktioner, og netop derfor er det vigtigt, at vi som branche får mulighed for at designe et system, der bygger på den viden, der allerede foreligger.

Vi ønsker at tage ansvar – også det operationelle

Branchen er klar til at løfte den opgave, der følger med producentansvaret. Vi ønsker et system, hvor producenterne, via kollektive ordninger, får det fulde ansvar for indsamling, sortering, genbrug og genanvendelse. Det giver incitament til innovation, sikrer gennemsigtighed og skaber sammenhæng mellem produktdesign og end of life-løsninger.

Harmonisering mellem kommuner er afgørende

De seneste års kommunale erfaringer viser tydeligt, at 98 forskellige lokale ordninger skaber uklarhed, høje omkostninger og risiko for lav kvalitet. Branchen anbefaler derfor én samlet national model, hvor indsamlingen er ensartet og genkendelig i hele landet. Det giver både bedre borgerforståelse, bedre logistik og et bedre grundlag for investeringer.

Harmonisering og samarbejde i EU-regi er essentielt

Erfaringerne fra producentansvaret for emballage har vist, at når hvert EU-land vælger sin egen model, ender virksomhederne med et patchwork af regler, rapporteringssystemer og gebyrstrukturer. Det skaber unødigt bureaukrati, højere omkostninger og konkurrenceforvridning, og det svækker den reelle miljøeffekt.

For tekstilområdet er det afgørende at undgå samme fragmentering. Producentansvaret skal bygges op om en fælles europæisk ramme, hvor kravene er så harmoniserede som muligt. Det gælder både:

• Registrering og rapportering, som bør følge fælles standarder, så virksomheder ikke skal tilpasse sig 27 forskellige datasæt og portaler.

• Miljøgraduerede gebyrer, som skal tage udgangspunkt i Ecodesign forordningen og være ens på tværs af EU for at sikre fair konkurrence og tydelige signaler til markedet.

• Effektiv kontrol med “free riders”, som i dag kan sælge direkte til forbrugere uden at bidrage økonomisk til affaldshåndteringen. Et velfungerende producentansvar kræver, at alle, der sætter tekstiler på EU-markedet, betaler for deres del af systemet.

Harmonisering er ikke kun et spørgsmål om administrativ lettelse. Det er en forudsætning for at sikre lige vilkår mellem virksomhederne og ikke mindst at skabe den skala, der skal til for at udvikle og investere i genanvendelsesteknologier i Europa.