Menu

Ny pulje skal styrke grøn omstilling med hjælp fra teknologi

Danske SMV’er har nu mulighed for at søge tilskud på kr. 25.000 til rådgivning om, hvordan teknologiske løsninger kan bidrage til den bæredygtige omstilling. DM&T ser et stort potentiale og opfordrer til at gøre brug af initiativet.

Foto: Ashwin Vaswani on Unsplash
Foto: Ashwin Vaswani on Unsplash

04. februar 2020 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Den 3. februar åbnede en ny tilskudspulje, hvor SMV’er kan søge tilskud til rådgivning om, hvordan man kan anvende teknologiske løsninger og data til en grøn omstilling. Puljen er en del af programmet SMV:Digital, som fra årsskiftet har fået et mere bæredygtigt fokus:

”Vi skal gøre den grønne omstilling til et grønt erhvervseventyr. Derfor er det vigtigt, at få SMV’erne med. De udgør størstedelen af dansk erhvervsliv. Så jeg er rigtig glad for, at vi med den her pulje kan hjælpe flere SMV’ere i gang med at blive både mere grønne og mere digitale,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

smvdigital.dk kan små og mellemstore virksomheder fra mandag den 3. februar søge tilskudsvouchers på 25.000 kr. til indkøb af rådgivning, der skal hjælpe virksomhederne med at afklare, hvordan teknologi og anvendelse af data kan hjælpe SMV’erne til at optimere deres ressourceforbrug, processer, produkter og logistik mv., så de kan reducere deres klimaaftryk.

Blandt de rådgivere, man kan søge tilskud til, er DM&T’s digitale rådgiver Jakob Simmelkjær. Han ser et stort potentiale i at omfavne de teknologiske muligheder:

”Der er mange dele af værdikæden, hvor mode- og tekstilbranchens SMV’er kan få gavn af en øget digitalisering. Derfor vil jeg klart anbefale mode- og tekstilbranchens SMV’er at gøre bruge af denne tilskudspulje, så de kan bruge teknologien i den bæredygtige omstilling og samtidig styrke de interne processer,” siger han.

De deltagende virksomheder vil indledningsvist få inspiration og sparring på en workshop, der skal hjælpe virksomhederne med at kvalificere deres projekter og skærpe fokus på realiseringen af de klimamæssige potentialer. Der afholdes workshops i både Vest- og Østdanmark, som vil have fokus på både ressourceoptimering i produktionen og grøn e-handel.

Se mere på www.smvdigital.dk.

"