Nye PFAS-krav rammer tøj og sko fra 10. oktober

Fra 10. oktober 2026 skærper EU reglerne for PFAS i blandt andet tøj, accessories og fodtøj. Virksomheder skal derfor sikre sig, at deres produkter overholder de nye grænseværdier for PFHxA og beslægtede stoffer. Samtidig er de nye restriktioner endnu en grund til at arbejde målrettet med at udfase PFAS.

dmogt raadgiver pfas 2026 1300x650
5 okt. 26

Endnu en gruppe af PFAS-stoffer bliver nu omfattet af konkrete grænseværdier i EU.

Den 10. oktober 2026 træder nye begrænsninger for PFHxA, salte heraf og PFHxA-beslægtede stoffer i kraft. Reglerne er en del af EU's kemikalielovgivning REACH og får direkte betydning for mode- og tekstilvirksomheder.

Fra denne dato må blandt andet beklædning, tilhørende accessories og fodtøj til forbrugere ikke markedsføres eller anvendes, hvis indholdet overstiger de fastsatte grænseværdier.

Det skal du være opmærksom på

For tekstiler, læder, pels og skind i beklædning og tilhørende accessories samt fodtøj gælder følgende grænseværdier:

  • PFHxA og salte heraf: 25 ppb, svarende til 25 µg/kg.

  • PFHxA-beslægtede stoffer: 1.000 ppb, svarende til 1.000 µg/kg.

Grænseværdierne gælder for summen af de pågældende stoffer og måles i det homogene materiale.

Det betyder i praksis, at virksomheder, der sælger de omfattede produkter, bør have styr på, om PFHxA eller PFHxA-beslægtede stoffer kan forekomme i deres produkter, og om produkterne lever op til grænseværdierne.

Produkter, der allerede er bragt i omsætning inden 10. oktober 2026, er undtaget fra den nye begrænsning.

Der findes samtidig en række særlige undtagelser, blandt andet for visse personlige værnemidler, medicinsk udstyr og tekstiler til bygge og anlæg.

Bredt EU-forbud på vej

PFHxA er kun en del af den meget store gruppe af kemiske stoffer, der går under betegnelsen PFAS. EU arbejder samtidig på en langt bredere begrænsning af PFAS, som potentielt vil omfatte et meget stort antal stoffer og anvendelser. Forslaget er fortsat under behandling i EU.

Derfor bør virksomheder ikke kun fokusere på at overholde de nye grænseværdier for PFHxA.

DM&T anbefaler, at virksomheder arbejder målrettet med at udfase PFAS og undersøger, hvor stofferne kan forekomme i produkter og processer. Hvis I endnu ikke er i gang med at finde PFAS-frie alternativer, er det et godt tidspunkt at begynde.

Vil du vide mere om, hvordan du undgår PFAS?

Se DM&T's rådgivningsside om PFAS
Se REACH bilag XVII, post 79 og Kommissionens forordning (EU) 2024/2462
Chemsec har udarbejdet en over over alternativer til PFAS. Find den her

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Jette Lindgaard 2025
Jette Lindgaard

Miljø- og bæredygtighedschef

97117216

jl@dmogt.dk

jette-lindgaard-5a86894