Menu

Nyt initiativ fra Vagabond opfordrer forbrugere til at indlevere deres brugte sko

I kampen mod forurening og overforbrug lancerer Vagabond et nyt og bæredygtigt initiativ, der opfordrer alle til at indlevere deres brugte og slidte sko i Vagabonds butikker.

Vagabond tager fremover imod dine brugte sko.
Vagabond tager fremover imod dine brugte sko.

07. februar 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Svenske Vagabond er nu klar til at lancere et nyt, bæredygtigt initiativ, der opfordrer alle til indlevere de brugte sko, som du ikke gider at gå med mere. På den måde har brandet mulighed for at genbruge skoene, enten som second-vare eller ved at blive genanvendt til nye produkter. Det eneste, du skal gøre, er at donere en pose med slidte sko i Vagabonds butikker, og så modtager du en voucher på 50 kroner til gengæld.

Initiativet hedder Shoe Bring Back og sker i samarbejde med I:Collect, som er en international leverandør af genbrugsløsninger. Formålet med det miljøbevidste projekt er at gøre op med dét store problem, at mange af de sko, der smides væk, stadig har meget at byde:

”Den vigtigste mission for Shoe Bring Back projektet at sikre, at sko, der stadig er i en anvendelig stand, samles sammen og får et nyt liv,” siger Ulrika Simonsson, som er CSR Manager hos Vagabond.

Forbrugeren skal tage ansvar

For at få projektet til at fungere, ligger en del af ansvaret naturligvis også hos forbrugerne. Derfor skal initiativet også ses som en opfordring til, at vi alle skal ansvar for vores brugte sko ved at donere dem til genbrug i stedet for at smide dem ud.

”Udover vores mål om at bruge mere bæredygtige materiale- og produktionsprocesser er genbrug et fokusområde for os. Her kan brand og forbruger virkelig samarbejde om at lukke hullet i forbrugscyklussen,” siger Ulrika Simonsson og understreger, at teknikken bag genanvendelse af tekstiler allerede er etableret.

Ifølge Vagabond er der stadig mange overvejelser, vi alle kan gøre os, for at blive mere miljøbevidste i forhold til vores forbrugsvaner:

”På den lange bane er det Vagabonds hovedmission at sikre, at alle indkøbsbeslutninger er bevidste. Køb kun det, du virkelig elsker, og gør alt, hvad du kan, for at forlænge levetiden på dine indkøb,” siger Vagabonds kommunikationschef, Anna Fahle Björcke.

I første omgang er Shoe Bring Back projektet muligt i alle Vagabonds butikker i Sverige, Danmark, Finland, Tyskland, Polen, Tjekkiet og Ungarn. 

"