Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk
Den 31. januar flyver influencerbureauet Social Zoo 15 internationale pressefolk, indkøbere og influencere ind til den kommende AW18 modeuge i København.
Formålet er at styrke og promovere modeugen som en attraktiv designdestination. Det sker i samarbejde med Ganni, RAINS, Tromborg, Georg Jensen, Revolver og Mercedes-Benz.
“Vi er utrolig glade for at kunne bidrage til, at Social Zoo kan facilitere så spændende et netværk af interessenter under Københavns modeuge. For os er samarbejdet et stærkt redskab, der muliggør en højere eksponering af de mange spændende projekter, der tager afsæt i København,” fortæller Nicolaj Reffstrup, CEO i Ganni, i en pressemeddelelse.
”Vi ser dette projekt som en god mulighed for at invitere internationale profiler til at møde os på vores hjemmebane, og vi ser Social Zoo som en førende spiller på området med et stærkt internationalt netværk og derfor som en oplagt samarbejdspartner for os i denne sammenhæng. Derudover er vi rigtigt glade for at være med på et bredt samarbejde omkring den kommende modeuge,” tilføjer Philip Lotko, partner i RAINS.
Social Zoo skal agere værter under opholdet, hvor samarbejdspartnerne vil hægte sig på, når gæsterne skal vises rundt i København til modeshows og kulturelle oplevelser. Blandt andet skal gæsterne ind og se en ballet i Det Kongelige Teater.
”Vi glæder os utroligt meget til at skabe en kurateret oplevelse for gæsterne i samspil med vores partnere og binde det op på en fortælling om København som en førende mode- og kulturby,” fortæller Pernille Teisbæk, Creative Director og Hannah Løffler Schmidt, Managing Director i Social Zoo, i en pressemeddelelse.
Social Zoo inviterer internationale gæster til modeugen
Influencerbureauet Social Zoo har i samarbejde med blandt andre Ganni og RAINS inviteret en række internationale gæster til Københavns modeuge. Bureauet vil tage gæsterne med til modeshows og kulturelle oplevelser for at styrke modeugen.
22. januar 2018