Menu

Stifter vil købe IC Group tilbage

Niels Martinsen, som lagde fundamentet ti IC Group, vil have fuldt ejerskab over koncernen. Derfor har han nu tilbudt at købe alle aktier. I forvejen ejer han, gennem selskabet Friheden Invest, mere end 75 %.

Foto: Tiger of Sweden
Foto: Tiger of Sweden

20. maj 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

I sidste uge tikkede en børsmeddelelse ind. Af den kunne man læse, at Niels Martinsen gennem selskabet Friheden Invest, som ejer sammen med datteren Emilie Martinsen-Kønigsfeldt, planlagde at tilbyde alle aktionærer i IC Group at købe deres aktier. Samme dag havde IC Group meddelt, at selvsamme Friheden Invest havde købt Nordea Asset Managements aktier. Dermed har Friheden Invest en ejerandel på 75,6 %.

Mandag blev tilbuddet så officielt, og aktionærerne tilbydes en kontant pris på 39 kr. per aktie, hvilket også var kursværdien mandag kl. 11.

Tiden vil vise, hvorvidt Niels Martinsen får succes med sit forehavende. Til Finans forklarer han, at strategien for IC Group, som er gået fra at have tolv brands i porteføljen til to, forbliver den samme, uanset hvad. I købstilbuddet kan man blandt andet læse:

’Tilbudsgiver har til hensigt at samarbejde med den nuværende ledelse og de nuværende medarbejdere på væsentligt uændrede ansættelsesvilkår om at videreudvikle IC Groups brands i henhold til den allerede fastlagte strategi.’

Dermed forventer Niels Martinsen heller ikke at skulle få en ændret rolle i fremtiden:

 ”Det ligger ikke i kortene, at jeg igen skal have en anden og mere aktiv rolle i moden. Jeg har god dialog med de to mærker. Meningen er ikke, at jeg skal blande mig i alt muligt – heller ikke fremadrettet,” siger han til Finans.

Niels Martinsen stiftede i 1969 InWear Group, der senere fusionerede med Carli Gry og skabte IC Companys. Senere skiftede IC Companys navn til IC Group, og gennem årene er brands som Inwear, Part Two, Matinique, Peak Performance og Saint Tropez blevet solgt fra. I dag består koncernen derfor af By Malene Birger og Tiger of Sweden.

Tilbuddet gælder frem til 18. juni, men der er dog mulighed for en forlængelse.  

"