Menu

Stine Goya vil demokratisere modeshowet

Et samarbejde med netværksappen Bumble giver fem kvinder mulighed for være en del af Stine Goyas SS20-show, som afholdes i modeugen. Samarbejdet skal sætte større fokus på diversitet og bryde med branchens stereotyper.

Fra Stine Goyas AW 19-show
Fra Stine Goyas AW 19-show

01. august 2019

Når Stine Goya i næste uge åbner dørene til sit SS20-show bliver det ikke på helt samme vis som tidligere sæsoner. Stine Goya har nemlig allieret sig med Bumble, en social netværksapp med kvinder i fokus, og det partnerskab udmunder i, at fem kvinder får lov at fremvise Stine Goyas SS20-kollektion til brandets show.

For både Bumble og Stine Goya handler partnerskabet om at udfordre idealerne, når det kommer til skønhed, diversitet og kvinders position. Det gælder både på og udenfor catwalken.

”Hos Bumble mener vi, det er vigtigt ikke blot at øge bevidstheden om ligestilling mellem kønnene men at gået skridt videre og skabe tiltag, der driver en reel forandring fremadrettet, og dette partnerskab er vores første spændende skridt ind i modebranchen,” siger Louise Troen, Vice-President of International Marketing & Communications hos Bumble.

I midten af juli gav Stine Goya brugere af appen Bumble Bizz mulighed for at ansøge om at gå Stine Goya-showet under Copenhagen Fashion Week. Kvinderne skulle blot svare på en række spørgsmål om diversitet for at komme i betragtning til den modeugeoplevelse, der – udover en tur ned ad catwalken - også inkluderer et besøg i Stine Goyas showroom og et sæt tøj fra brandet.

”Det føltes fuldstændig naturligt at indgå et partnerskab med Bumble til vores SS20-show. Det har altid været tanken, at mine designs har skullet hjælpe kvinder med at leve det bedst mulige liv, udtrykke deres sande stil og fejre deres personlighed. Bumble-platformen og dens fokus på ligestilling er absolut bannerfører for dette budskab,” siger Stine Goya. Hun fortsætter:

”Sammen har vi set, at der er behov for, at modebranchen forpligter sig til at demokratisere adgangen på alle områder og lader alle – uanset udgangspunkt og samfundsklasse – føle sig inkluderet i sin fortælling. Ved at åbne vores SS20-casting for alle Bumble-brugere håber vi at opmuntre kvinder til at udfordre både branchens stereotyper og dem selv, give dem en følelse af, at de hører til i branchen ved at se dem selv på catwalken.”

Det var muligt at ansøge for kvinder i Storbritannien, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige og Danmark. Den åbne casting lukkede 23. juli, og nu må vi vente i spænding indtil på torsdag med at se, hvilke fem kvinder der indtager catwalken.

"