Menu

Tak for et fantastisk TOPMØDE

Den danske mode- og tekstilbranche var samlet til årets branchedag i mode- og tekstilbranchen. Mere end 350 deltagere var med til at skabe en fantastisk ramme, der havde ’en verden i forandring’ som omdrejningspunkt. Her får du de vigtigste pointer fra dagen.

Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen byder velkommen til TOPMØDE 2019
Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen byder velkommen til TOPMØDE 2019

01. november 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Onsdag var en stor del af mode- og tekstilbranchens beslutningstagere samlet på Terminalerne i Nordhavn. Fra morgenstunden lå de savtakkede bygninger på det yderste af Oceankaj badet i sol og dannede en billedskøn ramme om TOPMØDE 2019, som i år havde mere end 350 deltagere.

Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen skød begivenhederne i gang, og slog fast:

”Det er ikke for sjov, at dagens tema er ’en verden i forandring’. For verden forandrer sig med hastige skridt, og det påvirker den måde, vi driver vores forretning på,” sagde han og henviste til et hastigt stigende antal butikslukninger og e-handlens fortsatte fremmarch, inden han fortsatte:

”Den traditionelle sælger er en uddøende race, sæsonbegrebet er i opløsning, annoncering er flyttet fra analoge til digitale platform og influencers har opnået større magt end de gamle modemagasiner. Og samtidig samles alverdens borgere oftere og oftere for at demonstrere for klimaet, og for at sikre at også virksomheder tager deres ansvar i klimakampen.”

Så var scenen ellers sat for en dag i forandringernes tegn. McKinseys Achim Berg gjorde status over branchens tilstand, og det var bekymrende læsning, hvis man da ikke er en af den globale modebranches 20 største virksomheder.

”De største spillere tjener alle pengene,” sagde han og konstaterede samtidig, at blandt alle segmenter er det mid market, der har de største udfordringer og laveste vækstrater. Achim Berg er en af redaktørerne på The State of Fashion, og 2020-udgaven af denne udkommer den 21. november. Og den tegner et billede, der ligner det i 2019:

”Stagnationen fortsætter på de fleste udviklede markeder, og polariseringen mellem vindere og tabere fortsætter. De mellemstore i mid market har det fortsat svært, særligt når de store aktører har så dybe lommer,” lød det fra ham.

Dermed var de store linjer trukket op, og det var igen blevet understreget, at forandring er uundgåelig. Men vil skabe de rigtige, vedvarende forandringer i sin egen organisation kræver det måske lidt fødselshjælp. Derfor var Morten Münster næste mand på scenen. Han er Skandinaviens førende kapacitet inden for adfærdsdesign, og formålet med indlægget var at inspirere deltagerne til at skabe bæredygtige forandringer i organisationen. Og her opstillede Morten Münster nogle klare – men også overraskende – retningslinjer. ”Lethed trumfer motivation,” lød det fra scenekanten, hvor en veloplagt Morten Münster serverede adfærdspsykologi på en letforståelig og underholdende facon. Derudover opfordrede han til at være uambitiøs men konsistent, fordi det er langt lettere at blive en procent bedre hver dag end at blive 10 procent bedre med det samme. At dømme ud fra ansigtsudtrykkene blandt tilhørerne gav Morten Münsters pointer anledning til dybere refleksioner.

Et opgør med overproduktion

Refleksioner var der også plads til, da Eva Kruse og dagens konferencier Mette Walsted Vestergaard satte sig til rette til en samtale om, hvor langt modebranchen er kommet i den bæredygtige omstilling. Ikke langt nok, er den korte version.

”Vi har nået grænsen for, hvad vi kan producere. Der er behov for, at vi tænker anderledes og ser på, hvordan vi kan imødekomme ressourcemanglen,” sagde Eva Kruse. Hun konstaterede, at der ganske enkelt er behov for en anden opskrift. En opskrift, hvor det konstante udsalgsræs ikke er blandt ingredienserne.

”Udsalg er jo noget fanden har skabt. Hvad skal vi overhovedet med Black Friday og mid season sale?” sagde hun og understregede, at overproduktion bidrager til ovenstående og dermed er dårligt for forretningen.

Efter en elegant stoledans indtog dagens første panel scenen. Charlotte Eskildsen fra Designers Remix, Jan Magdal Poulsen fra egetæpper og Thomas Hertz fra Stine Goya fortalte om, hvordan de griber bæredygtighed an i deres respektive virksomheder. Jan Magdal Poulsen fortalte, at egetæpper havde brugt deres bæredygtige fokus som konkurrenceparameter, siden de begyndte at angribe det strategisk i 1996. ”Ved at være på forkant bliver man svær at indhente,” sagde han. Charlotte Eskildsen forklarede, at det for Designers Remix var et strategisk valg at satse bæredygtigt, og at det derfor gennemsyrer hele virksomheden i dag. Thomas Hertz erkendte, at hans ambitioner om at have alt gennemtænkt på forhånd, ikke var realistiske. Derfor var hans opfordring klar:

”Vær åben om jeres initiativer, også selvom dine mål ikke bliver indfriet,” sagde han.

Efter en åben og reflekteret samtale var det blevet tid til Anders Kristiansen indlæg. Den danske Esprit-CEO tog tilhørerne med på en ærlig rejse ind i den strategi, han selv står i spidsen for at realisere. Den har krævet store reduktioner, fokus på brandets kerne og et langt større bæredygtighedsarbejde. Selv kalder han strategien simpel, og betoner også vigtigheden af netop det simple.

”Jeg er overbevist om, at uden en super simpel strategi så overlever man simpelthen ikke,” lød det fra Varde-drengen, som har gjort op med overproduktionen i virksomheden. Det er slut med omfattende rabatter og han er villig til at miste toplinjevækst for at undgå det. For Anders Kristiansen er bæredygtighed slet ikke til diskussion:

”Hvis dine produkter ikke er bæredygtige, er du ude,” lød det fra ham.  

Forandringer fra alle sider

Fra en sværvægter til en anden. Finn Poulsen, CEO og medejer af Bestseller Retail Europe – og den længst tjenende i hele Bestseller-organisationen – var i hopla, da han præsenterede sit syn på detailhandlen med mode netop nu. Efter en tour de force udi de mange udfordringer, modebranchen har i alle afsætningskanaler, stod det klart, at fem år med 3-5 % tilbagegang årligt – som er tilfældet, hvis detailhandlen intet gør – ikke er en mulighed for ONLY Stores. I stedet satser Finn Poulsen ambitiøs:

”Vi trækker os ud af alle eksotiske markeder. Med det samme. Lukker de otte procent dårligste butikker nu og her, og vi genforhandler alle huslejekontrakter med styrke og mod,” sagde han. Samtidig kunne han afsløre, at ONLY fordobler størrelsen af de 300 bedste butikker og etablerer 300 nye flagskibsbutikker på 1.000-1.500 kvadratmeter. Marketingindsatsen fordobles også som et led i planen om at komme op i modebranchens Champions League, og Finn Poulsen er overbevist om, at planen bliver en succes.

Men hvad gør man som SMV, der ikke har de samme muligheder som Bestseller? Det diskuterede Morten Linnet fra By Malene Birger, Peter G. Jørgensen fra Boozt og Kuno Kildetoft i dagens anden paneldebat, der bød på en snak om potentialet for udleje af tøj, cirkulære modeller og en langt strammere kontrol med afsætningskanalerne.

Dagen nærmede sig sin afslutning, men inden dagens sidste taler var blevet tid til et festligt indslag. Årets Next Level Award skulle uddeles, og den gik til Britt Sisseck, som kunne lade sig hylde fra scenen. Britt Sisseck modtager en skræddersyet præmiepakke, hvilket er gjort muligt af partnerne på Next Level Award, Boozt, SPY System, CIFF og Bech-Bruun.

Dagens sidste taler var Kyle Nel, og han tog tilhørerne med på lidt af en innovationsrejse. Han har gennemført en af de største forvandlinger i nyere amerikansk erhvervshistorie, da han gjorde den konservative home improvement-kæde Lowe’s til en af landets mest innovative virksomheder. Men hvordan? Ved at tænke helt anderledes og gøre narrativer til en afgørende del af strategiudviklingen.

”At fortælle historier er menneskets første innovation. Det er måden vi modtager og videregiver information på. Der er en grund til, at vores forfædre brugte fabler og store fortællinger til at videregive livsvisdom i stedet for at dele et regelsæt ud rundt om lejrbålet,” sagde Kyle Nel og fortsatte med fortællinger om Star Wars, Jurassic Park og banebrydende teknologiske landvindinger.

Solens stråler var så småt ved at slippe taget i Nordhavn og aftenmørket ved at gøre sin entré, da deltagerne langsomt sivede ud af Terminal 2’s døre fyldt med input til, hvordan de håndterer en verden i forandring. Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen ser tilfreds tilbage på dagen:

”Vi er virkelig glade for, at så mange travle folk har afsat en hel dag til at blive inspireret til, hvordan vi håndterer forandringer. Det betyder meget for os, at branchen støtter op om denne dag, og alle deltagere skal have den største tak for at bidrage til at skabe et fantastisk TOPMØDE. Vi glæder os allerede til at kunne invitere til TOPMØDE 2020.”

I de kommende uger kan du glæde dig til at læse mere dybdegående artikler om udvalgte dele af programmet. Følg med på dmogt.dk og i Textuelt.

"