Menu

TAKEOFF Karrieredag er igen matchmaker mellem designstuderende og livsstilsbranchen

Nu får du mulighed for at møde designstuderende og -dimittender ansigt til ansigt, når Lifestyle & Design Cluster inviterer til karrieredag 2019. Det sker i Aarhus den 7. november.

Foto: Headstart Fashion
Foto: Headstart Fashion

23. oktober 2019

Karrieredagen 2019 skal gøre overgangen fra studerende og dimittend til ansat lettere. Sådan lyder en væsentligste bevæggrund for at afholde Takeoff Karrieredag for andet år i træk. Networking i dette forum kan også danne grobund for praktikforløb, eksamensopgaver udarbejdet i samarbejde med relevante virksomheder, studiejobs eller fastansættelser. Som virksomhed får du en unik mulighed for at håndplukke de mest lysende talenter fra landets designskoler og universiteter, hvis du deltager.

De fire uddannelser VIA University College, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), Syddansk Universitet og Designskolen Kolding, er igen i år gået sammen med Lifestyle & Design Cluster for at skabe endnu en karriedag. Karrieredagen er derfor målrettet virksomheder inden for mode- og livsstilsbranchen.

Blandt de deltagende virksomheder finder man blandt andre DK Company, som tæller 22 brands og beskæftiger 2300 medarbejdere. Hos DK Company deltager man i Karrieredagen for at udnytte de rekrutteringsmuligheder, arrangementet giver:

”Vi vil gerne møde morgendagens medarbejdere og fortælle dem lidt om, hvem vi er, med det håb, at der er nogen, der har lyst til at søge job hos os. Vi tager meget gerne praktikanter ind, og flere gange er det senere resulteret i et job hos os i en af vores afdelinger”, lyder det fra DK Company.

Det handler om netværk

Head of Fashion hos Lifestyle & Design Cluster, Christian Chapelle, peger på at et karriereevent som dette er nødvendigt i branchen:

”Vi ved, hvor udfordrende det kan være at veksle sit studiekort til en ansættelseskontrakt hos en virksomhed i mode- og livsstilsbranchen, men det er netop derfor, at Karrieredagen er så relevant. Netværk er essentielt i livsstilsbranchen, og det er det, de studerende kan opbygge, mens virksomhederne får mulighed for at møde studerende og dimittender som med deres uddannelsesprofiler passer ind i deres virksomheder”.

I Lifestyle & Design Cluster ser man Karrieredagen som en af kerneopgaverne i det at være et innovationsnetværk:

”Én af vores vigtige opgaver som innovationsnetværk er at bygge bro mellem studerende og dimittender, vidensinstitutioner og firmaer i livsstilsbranchen. TAKEOFF Karrieredag 2019 er en oplagt måde at bringe de væsentligste aktører i den danske mode- og livsstilsbranche sammen under ét tag for på den måde at skabe de mest inspirerende rammer for potentielle samarbejder i fremtiden for alle parter”, siger Betina Simonsen, direktør for Lifestyle & Design Cluster.

Praktisk information

TAKEOFF Karrieredag 2019 finder sted torsdag den 7. november kl. 13-16 i Rådhushallen på Aarhus Rådhus. Der er gratis adgang for alle til arrangementet. Tilmelding er nødvendig ved deltagelse med stand eller ved deltagelse som gæst.

Tilmelding sker via dette link.

Du kan læse mere om arrangementet her

"