Menu

Tilfredshed i Brands4Kids trods resultat-tilbagegang

Børnetøjsvirksomheden øgede omsætningen, men tabte på bunden. Selskabet har investeret i yderligere vækst og gearet forretningen, så den er klar til morgendagens udfordringer.

Brands4Kids A/S flyttede i 2018 alle aktiviteter til hovedsædet i Ikast.
Brands4Kids A/S flyttede i 2018 alle aktiviteter til hovedsædet i Ikast.

14. maj 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Det har været endnu et begivenhedsrigt år for børnetøjsvirksomheden Brands4Kids A/S, som fortsætter toplinjevæksten.

”Vores afsætning har været i vækst igen i år, hvilket vi ikke havde forventet, da starten af 2018 var præget af tilbageholdenhed i detailhandlen. Branchen har jo desværre været præget af et par konkurser ikke bare blandt vores kollegaer, men også i detaildelen. Det påvirker os alle”, siger adm. direktør Erik Andreæ om årets udvikling.

Brands4Kids har siden 2009 satset på at kunne tilbyde en række brands under samme paraply og dermed give forhandlerne mulighed for at købe alt et sted. Det skal bidrage til at styrke Brands4Kids’ position i det Erik Andreæ betegner som ’et stærkt presset europæisk marked’. Og den model giver pote, selvom det ikke kan aflæses på bundlinjen, hvor resultatet før skat er faldet fra 7,3 mio. kr. til 5,9 mio. kr. i 2018.

”Trods det, at vores resultat før skat er mindre end 2017 er vi ganske tilfredse. Vi har brugt 2018 til at trimme forretningen yderligere, og vores flytning til Ikast har nu gjort, at vi her i starten af 2019 har kunnet lave yderligere opkøb,” siger Erik Andreæ med henvisning til overtagelsen af Color Kids og Kilmanock. Han fortsætter:

”Vi forsøger hele tiden at være på mærkerne, når det gælder vores strategi om at øge vores forretningsområder Basic, Fashion og Outdoor, med det formål, at gøre Brands4kids stærkere og mere klar til fremtiden. Dét som vi ser ske i vores branche for tiden, virker ikke til at være godt for nogen. Presset er stort for os alle, og derfor gælder det om at holde godt fast i rattet med begge hænder.”

Investerer i e-commerce og CSR

Erik Andreæ og resten af Brands4Kids arbejder kontinuerligt for at udvikle forretningen, så den er rustet til de skiftende og udfordrende markedsforhold. Et af de områder, man har opprioriteret, er e-commerce. I Brands4Kids ser man klare fordele i at sælge børnetøj på nettet, hvor de oplever en større tolerance, hvis tøjet eksempelvis er lidt for stort. I det tilfælde venter forbrugerne ofte, indtil barnet er vokset ind i det, og dermed er returraterne knap så høje. Omvendt er omkostninger ved forsendelse ofte højere målt i forhold til produktets salgspris, og indtjeningen påvirkes heraf.

”Vi ser det som vores klare opgave at gøre Brands4kids klar til denne ”disruption”, som i vores verden primært handler om, at vi gør tingene enklere og får sat strøm til dét at sælge børnetøj effektivt og med høj indtjening for vores forhandlere. Fremtiden ser ganske anderledes ud, end det vi ser i dag, og er vi ikke klar, så ender vi nok desværre med at være i en status quo-situation, hvilket vi ikke ser som en option,” siger Erik Andreæ.

Han nævner også CSR som et andet område, hvor Brands4Kids løbende investerer for at sikre forretningens legitimitet.

Brands4Kids er ejet af Erik Andreæ og salgsdirektør Michael Nederby. Siden 2006 har selskabet femdoblet omsætningen, og ved udgangen af 2018 udgjorde selskabets egenkapital 28,6 mio. kr.  

Ledelsen forventer, at væksten fortsætter i 2019.

"