Menu

Verdensøkonomien giver gunstige forhold

Verdensøkonomien har det godt, forbrugerne har flere penge, og en recession vil formentlig først banke på døren efter 2018. Danske Bank kortlagde det økonomiske landskab på DM&T’s TOPMØDE.

10. oktober 2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk 

”2017 skiller sig ud fra de seneste 8 år ved, at vi er ude i et meget stærkt globalt opsving,” fortæller Tine Choi, chefstrateg i Danske Bank, på Dansk Mode & Textils TOPMØDE 2017.

Som var det en vejrudsigt, der viste sol og 30 grader de næste mange måneder, kunne hun rapportere om en verdensøkonomi, der har det rigtig godt med fortsat vækst over hele linjen.

Historisk gode aktieafkast
Det skyldes blandt andet, at aktiemarkederne har givet historisk gode afkast. Globalt set har aktierne givet et afkast på 15,5%, hvilket er over dobbelt så meget, som aktierne i gennemsnit har givet årligt siden 1900-tallet. 

Det skal dog også tilføjes, at afkastene falder en del, hvis man omregner sine investeringer til euro. 

Danske Bank er dog ikke bekymret for denne udvikling, men ser det som en naturlighed efter en årrække af svage opsving, gældskriser og spekulationer om et sammenbrud af eurosamarbejdet.

”Alle de ting er forsvundet og har givet noget ro, og det betyder også, at investorerne har overskud til at fokusere på de rigtige ting, som normalt driver finansmarkederne og valutakurserne, og det er altså væksten, og væksten er bundsolid i Europa i de her dage.”

Faldende ledighedsrater 
Derudover er ledighedsraterne faldet, og der er stadig plads til, at de kan falde endnu mere, fordi investeringslysten også er på et historisk højt niveau i forhold til de seneste 20 år. Det er med til at skabe en økonomisk positiv spiral:

”Jo flere mennesker der kommer i arbejde, jo flere mennesker får penge, som de kan gå ud og forbruge, og når de forbruger dem, mærker virksomhederne en stigende efterspørgsel, og så får de lyst til at investere mere, og så skal de ansætte flere, og så kører vi altså.” 

Tine Choi understreger, at indtjeningsvæksten ikke kun er drevet af bundlinjevækst, men af reel efterspørgsel, hvor Danske Bank samtidig ser en stigende erhvervstillid. 

”Indkøbscheferne i de europæiske selskaber er ufattelig positive over, hvordan det står til i deres selskab, og hvordan det står til i den europæiske økonomi.”

Sammenhængen mellem erhvervstilliden, og det økonomiske opsving gør, at Danske Bank forventer, at væksten kommer til at forsætte de næste mange kvartaler, således vil opsvinget fortsætte ind i 2018. 

Lavere inflation
På TOPMØDET rundede Tine Choi også inflationen, som hun forklarer er meget lav både i Vesten og i ’emerging markets’. 

”Som det er, har virksomhederne ingen ’pricing power’ ligenu. I kan ikke sætte prisen på jeres varer, fordi der er konkurrence fra alle mulige steder, verden er blevet meget mere global.” 

Årsagen til de lave inflationsrater skyldes et lavt lønpres, som blandt andet kommer af, at der stadig er en del ledighed i Sydeuropa. 

”Der er stadig en masse, der står og kan tage dit job, hvis du går ind og forlanger mere i løn.”

Samtidig er priserne i ’emerging markets’ faldet, og det smitter af på vores prisniveau. Derfor oplever forbrugerne ikke, at varerne bliver dyrere.

”Og så har vi ikke et behov for at bede om at få flere penge i lommen hver evig eneste måned, vi har det faktisk ganske godt i de her dage, uanset hvordan vi vender og drejer det.”

Recession og politiske risici
Men hvor bølgerne går højt, ligger der altid en recession på lur. Spørgsmålet er bare, hvornår den banker på døren. 

”Vi tror ikke på, at det bliver i år, og det bliver heller ikke i 2018, men når vi kommer ind i 2019 eller 2020, så vil vi ikke udelukke, at USA for eksempel, som er længst fremme i hele konjunkturforløbet, godt kunne komme ud i nogle problemer.”

Derudover findes flere geopolitiske risici, der kan gå ind og påvirke økonomien. I øjeblikket er Danske Bank særligt optaget af stridighederne mellem USA og Nordkorea. Her kan både en krig eller en diplomatisk løsning være afgørende for økonomien.

”Der er ingen tvivl om, at Kim Jong-Un godt ved, hvordan han skal spille spillet, han ved, at han skal have skabt så stort en krisefornemmelse hos os alle sammen, så han ved en diplomatisk løsning går fra bordet med alt det, han gerne vil have.”

 Invester i aktier og lær af IT-tjenester
Derfor anbefaler Danske Bank, at man er overvægtet i aktier og har en bred investeringsportefølje. Det er bedst, at man har lidt af hvert og ikke kun fokuserer på eksempelvis kinesiske aktier.

Det kan også være en fordel at blive inspireret af, hvordan IT-tjenester, driver sin forretning. De har ingen varer på lager eller brug for ansatte til at fylde hylder op, men er som regel karakteriseret ved at være en formidler, der forbinder udbyder og efterspørger, som det ses med eksempelvis Uber og AirBnB. Ifølge Danske Bank er det værd at tage ved lære af, når man skal finde ud af, hvordan man skal drive en virksomhed i fremtiden.

”Dem der kan ramme lige præcis og finde behovet eller skabe behovet for at efterspørger og udbyder skal mødes, det er nogen af de selskaber, som kommer til at stå stærkest rent indtjeningsmæssigt de næste mange år.”

Fremtiden for valutakurser
Sidst men ikke mindst gav Tine Choi en status over relevante valutakurser, og hvordan de vil svinge de næste 12 måneder.

Dollaren er blevet svækket med 12-13% indtil videre i år. Danske Bank forventer, at svækkelsen fortsætter de næste 12 måneder, således at dollaren kommer til at ligge på 5,96 danske koner. 
Det skyldes blandt andet, at det går godt i Europa, og at euroen har være undervurderet i forhold til den økonomiske udvikling i Europa over for den i USA. 

Brexit har betydet, at der har været en stor svækkelse af pundet. Men nu tror Danske Bank, at pundet vil stige en smule, fordi den britiske centralbank vil begynde at hæve renterne. Storbritannien er dog i et politisk kaos, så hvis der kommer et valg, kan det også gå ind og påvirke.

Oliepriserne styrer som regel den norske krone, og derfor får vi en temperatur på dem. De har stabiliseret sig siden de store fald i 2014 0g 2015, derfor kommer priserne formentlig til at ligge mellem $50 og $60 de næste 12 måneder, hvilket støtter den norske krone. 

Sidst men ikke mindst regner Danske Bank med, at den svenske krone skal styrkes en smule. Valutakuren bliver holdt kunstigt lavt på grund af den pengepolitik den svenske nationalbank fører i øjeblikket, men der er god vækst i Sverige. 

"