Menu
Modebranchens bæredygtige pionér:

”Vi er nødt til at få styr på lortet, ellers er der ingenting tilbage”

Katharine Hamnett har i tre årtier kæmpet en indædt kamp for at skabe en bedre verden. Den 71-årige designer har ladet moden spille en nøglerolle i den kamp. DM&T mødte hende i forbindelse med Copenhagen Fashion Summit til en snak om, hvorfor der for alvor skal se noget, hvis både branchen og kloden skal have en fremtid.

Katharine Hamnett var på scenen til Copenhagen Fashion Summit. I en samtale med modejournalisten Tim Blanks fortalte hun om sit i liv modebranchen og den rejse, hun har været på. Foto: Copenhagen Fashion Summit / Global Fashion Agenda
Katharine Hamnett var på scenen til Copenhagen Fashion Summit. I en samtale med modejournalisten Tim Blanks fortalte hun om sit i liv modebranchen og den rejse, hun har været på. Foto: Copenhagen Fashion Summit / Global Fashion Agenda

22. maj 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Katharine Hamnett er en pionér inden for bæredygtig mode. Igennem 35 år har designeren brugt både sit tøj og sin stemme til at sætte fokus på politiske temaer, produktionsforhold og klimaet. For den 71-årige Katharine Hamnett har det været umuligt at adskille aktivisten fra designeren, og derfor er det heller ikke nogen udpræget nem opgave at interviewe hende. I løbet af en halv times interview får vi diskuteret Brexit, det globale politiske klima og energi fra havstrømme, for blot at nævne nogle af de emner, Hamnett bringer i spil. Vi mødes om formiddagen på andendagen af Copenhagen Fashion Summit, hvor Katharine Hamnett er blandt dagens sidste talere. Selvom hun for alvor slog sit navn fast for mere end 30 år siden, ligner hun sig selv. Det mørke hår, den let hæse stemme og iført en af sine egne ikoniske t-shirts. ’No more fashion victims’ siger den med kapitaler. Vi har knap nok sat os til rette, før hun begynder at tale; for Katharine Hamnett har meget på hjerte.

”Hvorfor er vi her overhovedet? Konferencer som denne er fantastiske, men prøv at tænke på hvor stort et CO2-aftryk, den efterlader. Det giver ingen mening,” siger hun og tager en slurk af den kaffe, hun netop har fået bragt.

”Nå, men nu da jeg har fået svinet arrangementet til, kan vi lige så godt komme i gang med interviewet,” siger hun knastørt. Humoren er umiskendelig britisk.

Hvorfor går du på scenen i dag?

”Jeg har en ambition om at få folk op på barrikaderne. Vi skal ikke bare anskue os selv som professionelle i beklædningsbranchen, men som samfundsborgere. Der er nødt til at være en sammenhæng. Modebranchen er nødt til at genopfinde sig selv. Den er en af verdens mest forurenende, og den tager millioner af dyrearter med i faldet, mens vi taler. Det må stoppe!”

Det bliver leveret med eftertryk, og Katharine Hamnett lægger ikke fingre imellem, når hun taler om branchen. Hun startede som selvstændig designer i 1979, og i løbet af 80’erne blev hun mere og mere optaget af bæredygtighed men også af den magt, modebranchen har, når det kommer til at sætte en politisk agenda. Som da George Michael i en Wham-musikvideo optrådte i en t-shirt med ’Choose life’ påtrykt. Men der er ikke sket nok siden da, og derfor føler Katharine Hamnett, at branchen har behov for at råbe branchen op.

Lovgivning er det eneste, der kan rette op på de systemiske fejl

”Jeg fremsætter et forslag i dag: Det eneste, der kan rette op på det her, er lovgivning. Lovgivning der kun tillader, at varer kan komme ind i vores økonomiske systemer, hvis de lever op til en række krav. Alle produkter skal leve op til REACH (EU’s kemikalieforordning, red.) og der skal betales leveløn i produktionen for eksempel. Det vil også være med til at udligne konkurrencefordelene, for i dag kommer alt for mange billige varer ind, der er lavet under semislavelignende forhold for at holde priserne nede.”

Katharine Hamnett er i den grad talt varm. Med hendes forslag om lovgivning kan den vestlige verden også løse den udfordring, der i hendes øjne eksisterer, med manglen på industrielle arbejdspladser.

”Det her vil bidrage til at stimulere produktion inden for de vestlige økonomier. Vi lider under en udpræget grad af de-industrialisering. Det smukke ved mit forslag er, at fagbevægelserne elsker det; de europæiske kemikalievirksomheder elsker det, ja selv protektionisterne på højrefløjen elsker det. Vi tager kontrollen tilbage og skaber arbejdspladser,” lyder det fra Katharine Hamnett. Nærmest simultant med denne udmelding trænger lyden af strygere gennem væggene i underetagen af DR Koncerthuset, hvor vi har lånt et lokale. Selvom det blot er musikere, der øver, virker det næsten som noget Hamnett har orkestreret for at understrege sin pointe.

Hun virker dog relativt upåvirket af musikken og fortsætter med at tale om, hvad branchen skal gøre.

”Vi er nødt til at se på CO2-aftrykket. Konferencer som denne, messer, modeuger, produktion og transport udleder store mængder CO2, og derfor har vi som branche også et ansvar for at sikre, at vi benytter vedvarende energi,” siger hun og fortsætter med at tale om de utallige muligheder brint, solceller, vindenergi, bølgeenergi og el fra havstrømme. Katharine Hamnett har en distinkt holdning og mener ikke, at udviklingen sker hastigt nok.

Også når det kommer til branchens brug af materialer, vurderer Hamnett, at branchen skal tænke i nye baner. 

”Vi bør fokusere på naturfibre, eksempelvis bomuld og hør, og sikre at de er dyrket og fremstillet bæredygtigt, hvilket betyder økologisk. På den måde trækker man kuldioxid ud af luften og binder det i jorden. Økologisk bomuld kan jo omdannes til kompost og forbedre jordkvaliteten,” siger hun.

Den snak bringer os ind på en af de varme kartofler i bæredygtighedsdebatten; fast fashion.

”Jeg er altså nødt til at sætte spørgsmålstegn ved myten om, at folk køber nyt tøj hvert tiende minut for bare at smide det ud. Hvem kender den slags mennesker? Hvis al fast fashion var lavet af økologisk bomuld, ville det faktisk være en fordel at producere mere, simpelthen på grund af den større mængde CO2, det ville optage fra atmosfæren og lagre i jorden. Skulle jeg agere djævlens advokat, ville jeg sige, at bæredygtigt produceret fast fashion faktisk kunne være en god ting,” siger Katharine Hamnett uden at nævne, hvilke komplikationer det giver i forhold til vandforbrug eller ressourceeffektivitet.

En fundamental reform af branchen

I stedet vender vi fokus mod hendes egen karriere i modebranchen. Hun bragede igennem lydmuren i 80’erne men på et tidspunkt forsvandt hun ud af branchen.

”Jeg forsøgte at blive både rig og berømt, og det er nemt som designer, hvis man er ligeglad med konsekvenserne. Jeg forsøgte at gøre det på en human måde, men jeg kom i konflikt med de folk, jeg arbejdede med, fordi de ikke forstod projektet. Det endte med, at jeg trak mig tilbage fra branchen,” fortælleren designeren, som i 2017 vendte tilbage til modebranchen og igen begyndte at designe i eget navn.

Da Katharine Hamnett forlod branchen, fortæller hun, at der ganske enkelt ikke var lydhørhed eller muligheder for hendes projekt – faktisk oplevede hun indgående modstand. Set i bakspejlet fortryder hun alligevel, at hun trak sig:

”Det fornuftige ville være at udfase det dårlige og gradvist indfase det gode. Det tager tid, men risikoen ved bare at trække sig mister man sin mulighed for at tale. Platformen forsvinder og man ophører med at eksistere. På en eller anden måde lykkedes det mig at fortsætte med at tale i forsøget på at folk til at vågne op.”

Katharine Hamnett holder faktisk meget af modebranchen, og det liv den har givet hende. Man må ikke tro andet, og deri ligger en af grundene til brandets genkomst.

”Jeg har haft et fantastisk liv i modebranchen. Fuld fart på og fester i Paris, man talte om i 15 år. Verden var min legeplads, men jeg har en forpligtelse til at give noget tilbage, jeg kunne ikke bare vende om på hælen og gå. Vi er nødt til at prøve, at reparere det, der ikke fungerer,” siger Katharine Hamnett.

Strygerne holder pause. Interviewet nærmer sig sin afslutning, men inden vi slutter, får Katharine Hamnett sendt et sidste svirp af sted.

”Vi er nødt til at handle nu, og det skal gå hurtigt. Vi pisser rundt, og der sker ikke en skid. Ikke mere varm luft. Vi har brug for en radikal fundamental reform af branchen. Vi skal se os selv som samfundsborgere og ikke bare som en del af en branche. Der vil altid være behov for tøj, men vi er nødt til at finde en måde at producere dem på, der tager hensyn til alle levende væsner. Vi er nødt til at få styr på vores lort, ellers er der er ingenting tilbage.”

"