Tekstilgenanvendelse skal accelereres - men infrastrukturen halter langt efter behovet

Denne artikel er en del af DM&T’s artikelrække om tekstilsektorens kommende omstilling i forbindelse med det udvidede producentansvar for tekstiler, som træder i kraft senest 1. april 2028. I serien sætter vi fokus på tre centrale led i fremtidens cirkulære system: indsamling, sortering og genanvendelse af tekstiler. Denne artikel dykker ned i de største udfordringer for fiber til fiber-genanvendelse, og hvor vi vurderer, at der politisk og teknologisk skal sættes ind, hvis der skal være fremdrift på området.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at cirkulær økonomi ikke kun handler om genanvendelse. Forebyggelse, levetidsforlængelse, godt design, reparationsmuligheder og nye forretningsmodeller er grundlæggende for, at mængderne af tekstilaffald reduceres, og at kvaliteten i affaldsstrømmen forbedres. Genanvendelse kan aldrig stå alene.

En sektor under pres og i hastig forandring

Europa står midt i en omfattende omstilling af tekstilsektoren. EU-kravet om særskilt indsamling af tekstiler fra 2025 (2023 i Danmark) og det kommende udvidede producentansvar for tekstiler, som medlemslandene skal have på plads senest 1. april 2028, betyder, at danske mode- og tekstilvirksomheder må forholde sig til hele produktets livscyklus. Cirkularitet bliver et forretningsvilkår, samtidig med at analyser viser, at forudsætningerne for storskala fiber-til-fiber genanvendelse endnu ikke er på plads.

Det europæiske tekstilsystem er på nuværende tidspunkt præget af en strukturel fastlåsning, hvor kvaliteten og mængden af de materialestrømme, der når frem til genanvendelse, er utilstrækkelige. En stor del af tekstilerne på markedet består af komplekse fiberblandinger og flerlags konstruktioner, der kræver omfattende og manuel forbehandling til genanvendelse. En analyse fra DTU (2025) dokumenterer, at 53 procent af tekstilerne kræver fjernelse af knapper, lynlåse eller andre komponenter, før genanvendelse overhovedet er mulig, mens 36 procent frasorteres helt, fordi materialerne er for komplekse eller forurenede til at kunne håndteres. Kun under to procent af de tekstiler, der indsamles i Danmark, vurderes ifølge analysen egnede til fiber til fiber-genanvendelse af høj kvalitet.

Efterspørgslen på genanvendte tekstiler er samtidig hæmmet af højere priser og begrænset betalingsvillighed hos både virksomheder og forbrugere. Kombinationen af lav efterspørgsel, komplekse materialekonstruktioner og begrænset teknisk kapacitet gør det for nuværende vanskeligt at skabe stabile og skalerbare cirkulære materialestrømme.

Sorteringsleddet som den første flaskehals

Sorteringen er et helt centralt led i den cirkulære værdikæde. Her skal tekstilerne sorteres, kvalitetsbestemmes og forberedes til genbrug eller genanvendelse. I store dele af Europa foregår sorteringen stadig manuelt, og automatiseringen er begrænset. Det gør processen langsom, dyr og vanskelig at opskalere i takt med de stigende mængder tekstilaffald, der indsamles.

Selv om store dele af sorteringen i Europa stadig er baseret på manuelt arbejde, findes der teknologiske løsninger, der viser, hvilken retning udviklingen skal bevæge sig i. Et eksempel er danske NewRetex, der anvender avanceret optisk sortering og NIR-teknologi til at identificere og sortere tekstiler efter fibertyper og materialekombinationer med høj præcision. Erfaringerne herfra viser, at automatiseret sortering kan løfte både kvaliteten og stabiliteten i de materialestrømme, som genanvendelsesaktører efterspørger, og illustrerer det niveau af industrialisering, som skal til for at skabe ensartede og tilstrækkelige mængder på europæisk plan.

Men selv avancerede anlæg som NewRetex’ møder begrænsninger i den brede affaldsstrøm. Sorteringsanlæggene arbejder ofte uden tilstrækkelig produktinformation, og hovedparten af tekstilerne på markedet består af blandinger, overfladebehandlinger eller laminerede konstruktioner, som gør materialerne vanskelige at identificere præcist. Uden viden om fiberindhold, materialekombinationer eller kemikalier må sorteringen i høj grad baseres på visuel vurdering og NIR-teknologi, som kun kan aflæse de yderste lag og ikke altid kan skelne komplekse materialer fra hinanden. Det øger usikkerheden og fører til større frasortering, fordi det er teknisk og økonomisk risikofyldt at sende materialer videre uden sikkerhed for deres indhold. Derfor kræver det adgang til bedre produktdata hvis sorteringsleddet skal kunne levere de rene og stabile materialestrømme, som fiber-til-fiber genanvendelse afhænger af.

Men sorteringsleddet er ikke kun teknisk udfordret, det er også økonomisk presset. Flere europæiske sorteringsaktører har oplevet markante fald i indtægter, blandt andet fordi traditionelle eksportmarkeder for gensalg er kollapset, og værdien af brugt tøj er faldet. Værdien i sortering har historisk ligget i genbrug, mens tekstiler til genanvendelse typisk har været forbundet med omkostninger. Det gør det vanskeligt for sorteringsaktører at investere i ny teknologi og kapacitet, fordi deres forretningsmodel er under pres, og fordi usikre mængder og politiske rammer gør det svært at tiltrække kapital.

Teknologier og finansiering halter efter ambitionerne

Teknologierne, der skal muliggøre fiber til fiber-genanvendelse i stor skala, er endnu ikke modne. Mekanisk genanvendelse kan i dag håndtere en del af affaldsstrømmen, men outputkvaliteten begrænses ofte af fiberforkortelse og forurening. Kemisk genanvendelse har omvendt potentialet til at genskabe fibre i høj kvalitet, men teknologien befinder sig stadig på pilotniveau og er meget følsom over for variationer i inputmaterialerne. Processerne kræver høj renhed og præcis viden om fiberindhold, farver, additiver og kemikalier, hvilket betyder, at store dele af den nuværende affaldsstrøm ikke kan anvendes uden omfattende forbehandling. Derfor er et solidt datagrundlag – og materialer, der fra starten designes til kemiske loops – afgørende for, at teknologien kan skaleres i praksis.

Mange recyclere oplever samtidig “pilot fatigue”, hvor succesfulde forsøg ikke omsættes til fuldskalaanlæg, fordi både inputkvalitet og efterspørgsel er for ustabile. Den regulatoriske usikkerhed forstærker tilbageholdenheden, og markedet for genanvendte fibre er fortsat for svagt til at reducere investeringsrisikoen. ReHubs vurderer, at der kræves investeringer på over €20 milliarder for at etablere en fuldt fungerende europæisk fiber-til-fiber infrastruktur, hvoraf €5–6 milliarder alene er nødvendige for at sætte transformationen i gang. Ambitionen om at opbygge 2,5 millioner tons årlig fiber-til-fiber kapacitet inden 2032 viser, hvor store teknologiske fremskridt og hvor omfattende ny infrastruktur der skal etableres, før Europa kan få et system, der fungerer i praksis.

DM&T om de nødvendige skridt

DM&T vurderer, at omstillingen til et cirkulært tekstilsystem kræver en markant og langsigtet indsats. Tekstiler er en teknisk vanskelig fraktion, og der findes endnu ikke en sammenhængende europæisk værdikæde, der kan håndtere indsamling, sortering og genanvendelse i den skala, som kommende regulering forudsætter. Derfor er harmonisering af regler, fælles standarder og stærke partnerskaber på tværs af EU afgørende.

Det kommende producentansvar er et vigtigt skridt, men som EU-direktiv giver det betydelig national frihed. Det kan føre til forskellige modeller i medlemslandene og dermed manglende koordinering på tværs af EU. Det øger risikoen for, at de obligatoriske forsknings- og udviklingsmidler ikke målrettes dér, hvor de gavner den samlede europæiske værdikæde bedst. For en global og volumenafhængig branche er det afgørende med en fælles og koordineret europæisk indsats. Uden fælles rammer og samarbejde risikerer Europa at miste den stordrift og investeringssikkerhed, der er nødvendig for at udvikle ny teknologi og opbygge den genanvendelsesinfrastruktur, som fremtidens system kræver.

Samtidig understreger vi, at opbygningen af en europæisk værdikæde ikke kan stå alene. Tekstilbranchen er global, og EU’s indsats skal derfor kobles til de produktionslande, hvor der allerede findes stærke og veletablerede genanvendelsesaktører, særligt for post-industrielle tekstilstrømme. Det afgørende er, at EU kan oparbejde sit eget tekstilaffald til råvarekvalitet, så materialerne kan indgå i internationale værdikæder og sikre europæiske virksomheder adgang til stabile råvarer. Genanvendelse må derfor samtænkes på tværs af Europa og branchens centrale produktionslande, så processerne lægges dér, hvor ekspertise, kapacitet og logistik samlet set skaber størst værdi.

Datagrundlaget halter

Ecodesign-forordningen (ESPR) og herunder det digitale produktpas (DPP) spiller samtidig en central rolle i at skabe transparens og datagrundlag i fremtidens tekstilsystem. DPP forventes at give langt bedre viden om materialer, fiberkombinationer og kemikalier, hvilket på sigt vil styrke kvaliteten af de materialestrømme, der når frem til genanvendelse. Men der vil gå flere år, før store mængder tekstiler med brugbart datagrundlag reelt når affaldssystemet. I overgangsperioden må sorteringsanlæggene derfor håndtere betydelige mængder tekstiler uden de oplysninger, systemet ideelt bygger på. Det kræver realistiske forventninger – både til, hvor hurtigt affaldsstrømmene kan forbedres, og til de mål for sortering, genbrug, genanvendelse og genanvendt indhold, sektoren forventes at leve op til. Overgangen bliver en flerårig transition, hvor der uundgåeligt vil være materialetab og perioder, hvor resultaterne ikke matcher lovgivningens ambitioner. Derfor er klare End-of-Waste-kriterier og harmoniserede processer på tværs af Europa afgørende for at skabe den stabilitet, der skal drive udviklingen.

I den forbindelse er det vigtigt at anerkende, at der i dag mangler et tilstrækkeligt datagrundlag for mange af de materialer, der indgår i affaldsstrømmene. Uden viden om den reelle kvalitet, sammensætning, forureningsgrad og egnethed til genanvendelse risikerer man, at politiske målsætninger bliver sat uden et robust fagligt fundament. Det kan føre til, at ressourcer investeres i teknologier eller mål, der ikke er realistiske i forhold til den faktiske materialeprofil. Derfor bør udviklingen af mål og krav gå hånd i hånd med en styrket indsats for at indsamle og analysere data om tekstilaffaldets indhold og egenskaber.

Behov for innovation og investeringer

Innovationsbehovet er samtidig betydeligt. De eksisterende teknologier, især mekanisk genanvendelse, er udviklet til downcycling og ikke til fiber til fiber-processer i høj kvalitet. Derfor er der behov for både at forfine den mekaniske genanvendelse, skalere og gøre kemiske teknologier mere rentable, og udvikle nye løsninger til forberedelse af tekstiler til genanvendelse. Særligt teknologier, der kan adskille produkter i deres enkelte komponenter, bliver afgørende for at øge det samlede genanvendelsespotentiale. Samlet set skal teknologierne kunne skabe materialer, der i højere grad matcher de egenskaber, branchen i dag forbinder med jomfruelige fibre. Genanvendte fibre opfører sig ikke som jomfruelige fibre, de kan have kortere fibre, ændrede styrkeegenskaber eller andre tekniske begrænsninger. Derfor må branchen i højere grad betragte dem som et nyt selvstændigt materiale, der kræver nye kravspecifikationer og designprincipper for at blive udnyttet optimalt.

Det er DM&T’s vurdering, at de nødvendige investeringer for at etablere en europæisk fiber til fiber-infrastruktur vil være massive, og at det vil tage år, før systemet fungerer i fuld skala. Derfor er det nødvendigt at sikre stabile rammer, klare regulatoriske krav og et stærkt europæisk samarbejde. Branchen bør allerede nu udvikle partnerskaber, investere i bedre data og arbejde aktivt med design for cirkularitet, både for at leve op til kommende krav og for at styrke sin langsigtede konkurrenceevne i et marked, hvor gennemsigtighed, dokumentation og ansvarlighed bliver stadig vigtigere.

Læs de foregående artikler i serien